Der er lys i linsen
Vojens Videoklub mødes med jævne mellemrum. Filmene er af egen produktion
Omkring bordene i et af lokalerne på Danmarksgade i Vojens forsamles videoamatører aften efter aften. De sidder ikke og ser videoer fra kiosken. De beskæftiger sig udelukkende med film fra egen produktion.
"Vi er en gruppe på ni, men kunne sagtens være nogle flere," fortæller Vagn Sørensen. Han ville synes en femten tyve stykker ville være et fint antal. I øvrigt fortæller han at gruppen, som arbejder med video, er resterne af den netcafé, som eksisterede i Danmarksgade 8.
"Mange af de film, der produceres er egenproduktioner - altså enkeltmandsopgaver. Først optager vi råfilmen, hvorefter materialet redigeres digitalt før den færdige film præsenteres for resten af gruppen. På den måde får vi en oplevelse, men også et grundlag for en teknisk og indholdsmæssig diskussion: "Der bliver naturligvis talt tekniske detaljer, men gruppen hygger sig også gevaldigt."
Om end de fleste videoopgaver er enkeltmandspræstationer, produceres der også fællesopgaver. Sidste år blev der lavet en film om ”Vojens Brassband”, og der ligger også en større produktion lige om hjørnet, men her er indholdet hemmeligt indtil videre.
Vojens Videoklub har eksisteret cirka tre år og interesserede kan roligt henvende sig til Vagn Sørensen på telefon 74542262 eller mail vs@vip.cybercity.dk.