Kendt ansigt atter tømrermester i Christiansfeld
Ahlnor ApS i Christiansfeld har ansat en velkendt og meget kompetent tømrer som fungerende tømrermester i virksomheden
Ahlnor ApS har ansat Mikael Henriksen, der er udlært tømrer hos Tagkær Snedkeri, Christiansfeld. I 2006 overtog Mikael Henriksen sit lærested, som han drev frem til 2012.
Mikael Henriksen og hans familie havde længe gået med en drøm om at bosætte sig i Perth i den vestlige del af Australien. De udlevede drømmen og havde en fantastisk tid på det store kontinent men efter knapt et år i Australien besluttede Mikael og familien sig for at vende tilbage til Danmark og er nu bosat i Christiansfeld igen.
Det skulle vise sig, at timingen i Mikaels tilbagevenden til Danmark var rigtig god. For hos Ahlnor ApS var man straks klar til at ansætte en dygtig tømrer.
”Det var ikke en komplet ukendt mand, vi tilbød ansættelse," forklarer Søren Ahlmann, direktør i Ahlnor ApS.
”I en kort periode inden teltpælene blev rykket op, var Mikael Henriksen ansat her i Ahlnor ApS. Vi havde allerede da oplevet Mikael som en vellidt og dygtig person. Han skal fremover være fungerende tømrermester med ansvar for hele vores tømrer- og snedkerafdeling og den daglige kundekontakt."