Fortsæt til indhold

Efteråret er smukkest på Perleholm

47 forventningsfulde børn fra Kridthuset i Nustrup har netop tilbragt 3 skønne dage på Perleholm i Mølby

Arkiv
Arkiv

"Kridthuset er en del af Friluftsrådets Grønne Spirer projekt. I den forbindelse har Friluftsrådet netop tilbudt os at deltage i et pilotprojekt, kaldet ”Spring ud i naturen," fortæller Jenny Prinds fra Kridthuset i Nustrup. Som sagt så gjort:
"Temaet for vores dage på Perleholm har derfor været at springe ud i naturen på så mange forskellige måder som muligt. Vi har blandt andet klatret i træer, fundet forskellige dyr og bevæget os som disse dyr, ligget i skovbunden og kigget på skyerne og træernes blade og oplevet hvordan vinden fik bladene til at bevæge sig. Vi har med lukkede øjne lyttet til skovens lyde. En rigtig dejlig oplevelse," fortsætter hun:

Naturløb

"En af dagene var vi på et naturløb, hvor børnene i grupper skulle finde forskellige elementer i naturen, f. eks. blade, svampe, forskellige bær, sjove sten og pinde. En af opgaverne var også at finde ting, der ikke hører til i naturen."
"Børnene var meget ivrige og fandt rigtig mange forskellige ting, som vi lavede til en fin udstilling. Hver dag tog børnene glade, men trætte hjem fra Perleholm - fyldt med rigtig mange indtryk," slutter Jenny Prinds.