Tilfreds trods nederlag
HBC træner Rune Ulsing fik set den reaktion han gerne ville se
- Vi startede under nogle svære betingelser, da vi mangler både Kaare Mejding, Karina Sørensen og Jonas Bjørnkær, som normalt er tre stærke kort på vores hold... - Jeg må indrømme, at vi i går møder et bedre hold, men alle spillere leverede en kæmpe indsats i begge deres kampe og spiller deres chance hundrede procent, og det var lige præcis det, jeg ville se. Vores mixer var på overarbejde i fraværet af både Kaare Mejding og Karina Sørensen, men begge mixer spiller deres chance og tror på, at det kan lade sig gøre at vinde... - Damesinglerne var nogle kampe vi skulle have, hvis vi skulle have point i går. 1. damesingle med Iben Bergstein, vidste vi ville blive svær, da det var Danmarks tidligere nummer 2; Anne-Marie Pedersen, der stod over på den anden side. Iben lagde godt ud og spillede i et højt tempo med rigtig flot varieret spil, som Anne-Marie Pedersen ikke kunne være med i. Der manglede desværre ti procent på den fysiske form for tiden, hvis Iben skal holde det niveau igennem en hel kamp, og hun endte desværre med at tabe i tre sæt. 2. damesingle med Line Isberg var en kamp, vi på papiret skulle vinde, men det er altid svært, når man ikke har den store selvtillid, og det har Line ikke lige for tiden, men med god fight både mentalt og fysisk vandt hun, og det var en super vigtig sejr for både hende selv og holdet. Når hun får selvtilliden tilbage, så har vi klart en af de bedste damesingler i 1. division... - De fire herresingler delte vi. Vi vandt 1. og 3., og de vandt 2. og 4. Der var en helt fantastisk indsats i alle fire herresingler, og meget positivt var det at se den unge Christian Wolf i 4. herresingle. Han spillede det bedste, jeg har set ham spille, og er meget tæt på at slå en af de bedste fire herresingler i divisionen. Det bliver spændende at se Christians udvikling i år, hvis han forsætter sin gode træningsindsats. I fraværet af Kaare Mejding og Karina Sørensen var KMB for stærke i doublerne, og ud af tre herredoubler og to damedoubler vandt vi kun 1. herredouble med mig selv og Jesper Hovgård... ebo