Vindere i budget-forliget
ØJNENE, DER SER, afgør som bekendt også det indtryk, som fæstner sig bagefter. Sådan er det selvfølgelig også i det budget-forlig for næste år, partierne S-SF-R og K er blevet enige om i Roskilde, og som et flertal i byrådet vedtager onsdag aften.
I hvert fald har det skabt højlydt uenighed på den borgerlige fløj, at Konservative først forlod forhandlingerne sammen med Venstre og Dansk Folkeparti, men alligevel kom tilbage i forhandlingerne og til sidst indgik forlig med 'det røde flertal' S-SF-R.
FOR JOY MOGENSEN er det selvfølgelig en personlig triumf, at hun på ny kan lave et bredt forlig med 20 ud af byrådets 31 mandater. Nu er det tredje gang, hun formår at 'samarbejde over midten', mens hendes forgænger Lindor med sin uforsonlige facon måtte regere alene sammen med SF og R efter valget sidst.
Roskildes unge kvindelige borgmester har på ny bevist, at hun både kan lytte til- og forhandle med de øvrige, så den borgerlige opposition nu er totalt splittet.
Men derfor skal hun nu stadig sørge for at have sit eget flertal, bestående af S-SF-R – og sikkert også Enhedslisten – på plads, hvis hun vil genvælges. Selv om hun taler godt sammen med de konservative, kan- og vil de selvfølgelig ikke stemme på hende, hvis der kommer et borgerligt flertal.
DE TO KONSERVATIVE, Carsten Wickmann og Lars Lindskov, som denne gang alligevel valgte at indgå forlig med Joy og hendes flertal, har truffet en modig beslutning. Men i virkeligheden er det ikke så overraskende.
Hvis de bare havde holdt sig udenfor – sammen med V og DF – havde ingen alligevel lagt mærke til det, og de kunne let risikere en udslettelse ved efterårets valg. Nu er de gået enegang ud fra Schlüters gode gamle opskrift om 'borgerlige stemmer, der arbejder'.
Når Venstre og især den lokale DF-leder Merete Dea Larsen så skælder dem huden fuld for at forråde den borgerlige front og sælge sig selv for 'smuler fra de rødes bord', kan de svare meget præcist:
Alle de indrømmelser, de opnåede til sidst i forhandlingerne – lige fra lavere ejendomsskat og dækningsafgift til bedre tilskud for idrætsklubber og ny julebelysning til handelsstanden – var jo ikke blevet til noget, hvis de ikke var med. Kritikken af, at de 'solgte sig for billigt' overser fuldstændigt den kendsgerning, at der altså er 'rødt flertal', og uden dette kompromis havde der slet ikke været nogen indrømmelser til borgerlige synspunkter. Selv små og synlige resultater på vigtige punkter er vel bedre end absolut intet.
SOM BORGMESTER-KANDIDAT har Venstres Bent Jørgensen haft et andet og længere perspektiv. Han skal holde sammen på sit eget parti og tegne et politisk alternativ for oppositionen.
Selv om det nok ikke lykkes at vælte Joy til efteråret, er det virkelige succes-kriterium for ham sikkert bare at få mindst lige så godt et valg for partiet som sidst. Så har han mulighed for at få en ny og bedre chance næste gang overfor den i øjeblikket så populære bydronning.
FOR BYENS KULTUR- OG SPORTSMINISTER, som avisen med et venligt øgenavn har døbt SF's leder Birgit Pedersen, blev budget-forliget en ny bekræftelse på, at hun på rekordtid har fået partiet tilbage på ret kurs. Ved sidste valg fik SF næst flest stemmer i kommunen, men krisen under regerings-deltagelsen og med Stougaards skifte til Enhedslisten var ved at lamme dem totalt.
Den erfarne lokalpolitiker har i denne omgang opnået vigtige resultater, ikke mindst på skole- og børneområdet, så forårets katastrofale konflikt med skolelærerne kan måske klares alligevel.
UDVIKLINGEN ER GOD i Roskilde med nye virksomheder til byen, lav arbejdsløshed og en voksende befolkning. Vore lokale politikere har altså et solidt grundlag at styre ud fra, og derfor er roskildenserne også de virkelige:
VINDERE I BUDGET-FORLIGET