Nu skal posten hentes hos Føtex
For at markere åbningen er Føtex vært ved kaffe og kage. - Vi glæder os til at tage imod kunderne i nye lokaler, når posthuset åbner i Føtex. Her vil man fremover kunne ordne alle sine postærinder, og vi kan tilbyde vores kunder nogle flotte, lange åbningstider alle ugens dage, siger Tonny Povlsen, kundechef i Post Danmark. Hos Føtex vil man kunne hente og sende pakker samt købe frimærker fra kl. 8.00-20.00 på hverdage og fra kl. 8.00-18.00 i weekenden. Bankforretninger kan ordnes på hverdage mellem kl. 10.00-17.30 og om lørdagen fra kl. 10.00-13.00. På grund af flytningen vil det nuværende posthus have lukket for bankforretninger 8. oktober, men der kan hentes pakker på sædvanlig vis denne dag. Dagen efter, den 9. oktober, slår det nye posthus dørene op hos Føtex. - Med posthus i butikken får vi et nyt og spændende produkt på hylden, og vi glæder os til at servicere både nye og gamle kunder. Det er vores forventning, at et posthus her hos os vil gøre Føtex til et lokalt omdrejningspunkt, og at kunderne vil blive glade for at kunne klare indkøb og postforretninger samtidig, siger Thomas Staal, varehuschef i Føtex Strandmarksvej i Hvidovre.