Og vi festede

Jeg må lige sætte mig ned. Ryggen er fyldt med sved, for det var varmt, og når man nu havde været ude at danse til Queens musik med sin 16-årige niece, så bliver man træt. Man er jo ikke selv 16 år længere.
Det er fredag aften, og vi fester på livet løs. Jeg, kæresten og børnene er med som gæster, så vi kan tillade os at slappe af og læne os tilbage blandt den gode mad, det dejlige selskab og det gode humør.
Fester. De har vist altid eksisteret. Den første fisk, der kravlede op på landjorden for millioner af år siden, har garanteret ventet på, at fisk nummer to kravlede med, for så kunne de holde en fest.
Og da hulemenneskerne vandrede rundt og slog mammutter i hovederne med køller, mon ikke de så har fejret det, når et ekstra stort bytte blev nedlagt.
Mennesker fester, og det gør vi vel bare fordi, vi kan. Og fordi vi vil.
Livet skal ikke være for alvorligt, og det er det absolut heller ikke denne fredag aften i forsamlingshuset. Der grines og danses på dansegulvet, men jeg må lige trække vejret lidt, så jeg sætter mig ned på en ensom stol og beskuer.
Ved et bord sidder Maybritt og Tina og småpludrer over en flaske rødvin. Ved at andet bord er Keld ved at forklare lidt om, nå ja, det kan jeg ikke høre herfra.
På dansegulvet svinger ungerne til One Direction, alt mens min far danser med. selvom han nu heller vil have noget musik for 60 plus-generationen.
Det får han.
“Træk en gammel sweater på, og lad bare skægget stå”, glammer Gitte Hænning ud i forsamlingshusets lavloftede lokaler. Og så går dansegulvet amok. Der er er mylder af folk, men jeg holder stand. Sidder bare der på min stol og beskuer. Og tænker.
For hvorfor er fester som regel noget, vi glæder os til og hygger os med? Ok, ikke altid, men ofte er det festerne, vi husker.
Kan du huske, dengang du fyldte 18. Eller 30. Måske ikke, men du husker festen, eller om ikke andet dele af festen.
Da jeg fyldte 30 år skete det samme dag som århundredes orkan ramte landet, så lige præcis den decemberdag i 1999 huskes meget tydelig, men jeg husker da også, da Brian Dagø fra Ølholm åd mine kærestes tulipaner til min 40 års fødselsdag, og jeg husker den cigar, der blev tændt i det gamle DSB-togvogn, da jeg blev svend i 1989, og vi skulle futte hjem fra Slagteriskolen i Roskilde med en kasse øl i kupeen og altså ret høj cigarføring.
Jeg husker også, at jeg havde tømmermænd dagen efter, men jeg husker ikke noget om dagen efter dagen. Og sådan er det. Man fester, for at hverdagen kan få lidt modspil og for at fejre os selv. Om det er nytårsaften eller bryllup eller bare lørdag aften i venners lag, så er festen med til at give livet salt.
Salt mangler jeg nu ikke denne fredag på stolen i Stenager Forsamlingshus. Der mangler jeg mest en øl, men den står helt over ved baren mindst tre meter væk.
Jeg bliver siddende, og åbenbart så længe og så mageligt, at min Moster Kirsten kommer forbi og siger, at jeg ligner den der tegning i avisen. Der mangler bare en fuglerede i håret.
Ok, det er stikordet til at noget må ske, så jeg hopper ud på dansegulvet igen.
“Det' en go' ide at starte på en frisk.
Sæt madding på krogen og tag med ud å fisk.”