Fortsæt til indhold

Forrygende skolestart for 0.D

Klassen fra Engstrandskolen vandt Rådet for Sikker Trafiks konkurrence

Arkiv
Arkiv

0.D på Engstrandskolen har haft en forrygende skolestart, som kulminerede, da de den 2. oktober stolt fik overrakt deres præmie på 1000 kr. til klassekassen samt et flot diplom af borgmester Helle Adelborg. 0.D er nemlig vinderne af en skolestartskonkurrence i forbindelse med den årlige skolestartskampagne. For at vinde konkurrencen måtte 0.D i fællesskab og sammen med deres lærer, Lone Jensen, løse opgaverne i det opgavehæfte, Rådet for Sikker Trafik havde lavet til lejligheden, og indsende den rigtige løsning, som var ¿skolevej¿. - Det var en lidt speciel dag for børnene i børnehaveklasse D. Hele klassen blev hentet ned på skolebiblioteket, hvor de blev modtaget af skolens viceinspektør, Elin J. Christensen, borgmester Helle Adelborg og Erik fra færdselspolitiet. Helle Adelborg ønskede børnene tillykke og fortalte, at klassen havde vundet skolestartskonkurrencen om ¿Sikker Skolevej¿, beretter Lone Jensen. Ud over selve præmieoverrækkelsen talte politibetjenten Erik med børnene om sit arbejde i færdselspolitiet og om, hvor vigtigt det er at være opmærksom ude i trafikken, og børnene blev fejret med frugt, saltstænger og saftevand. Lone Jensen fortsætter: - Det var en flok meget stolte og glade børn, der vendte tilbage til deres indskolingsafdeling og kunne fortælle om, at de havde vundet en konkurrence, og at de havde mødt både en borgmester og en politimand. Både kampagnen og konkurrencen er landsdækkende og er udarbejdet af Rådet for Sikker Trafik, men på lokalt niveau er det Vestegnens Trafiksikkerhedsråd, som er et lokalt forankret samarbejde mellem politiet og kommunerne i Københavns Vestegns Politikreds, der står bag.