Fortsæt til indhold

Hals- og håndsret over budget

Roskildes konservative leder kommer med ekstra argument for at være med i forlig

Arkiv
Arkiv

- Nu får vi også hånds- og halsret over alle de vigtige økonomiske afgørelser næste år i 2014, siger Carsten Wickmann. For lederen af De Konservative i Roskilde Byråd, Carsten Wickmann, er det et ekstra argument - udover de vigtige indrømmelser, som partiet opnåede i sidste omgang, da det vendte tilbage i forhandlingerne og indgik et budget-forlig med det 'røde flertal' i S-SF-R, som ellers ikke havde vedtaget disse punkter. - Forudsætningen for at få indflydelse i forhandlingerne er jo, at man er tilstede. Som deltager i budget-forliget skal vi nu være med til at udmønte alle de vigtige beslutninger i 2014 og bestemme, hvordan de forskellige punkter i budgettet skal gennemføres i praksis. - På den måde får vi meget stor indflydelse på, hvad der skal foregå i Roskilde kommune næste år, forklarer Carsten Wickmann, inden byrådet endeligt skal vedtage budgettet ved 2. behandlingen onsdag aften. tk K-punkter Ved at komme tilbage i forhandlingerne og indgå forlig med S-SF-R fik de Konservative gennemført en række punkter. Partiet fremhæver selv følgende: 8 millioner kroner mindre skal opkræves fra boligejere og virksomheder i henholdsvis grundskyld og dækningsafgift. 0,5 mio. bruges på hurtigere og bedre byggesagsbehandling, til gavn for byggeriet og nye virksomheder, der vil til Roskilde. Penge til initiativer i byen, blandt andet udskiftning af den gamle julebelysning. 1,2 millioner kroner bruges over to år til at ophæve den nedskæring i tilskud til lokaler, som kulturelle foreninger og idrætsklubber har været meget ked af. 5,5 millioner kroner gives til et nyt klubhus i en af byens store fodboldsklubber, Himmelev-Veddelev.