Kræft med unge øjne
Mette de Fine Licht kommer til Fredericia den 30. oktober. Kom til gratis foredrag
foredrag Den 30. oktober arrangerer Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Fredericia et livsbekræftende foredrag, der handler om at være en ung pige midt i en alvorlig og uforståelig sygdom.
Det er journalist og forfatter Mette de Fine Licht, der fortæller, hvordan hun som 16-årige fik konstateret en sjælden type kræft i benet. Den ene dag var hun en livsglad teenager; den næste var hun dødsyg. Vennerne festede sig igennem gymnasiet - Mette kæmpede med kemo og kvalme - og med at være skaldet. Men hun lod sig ikke knække.
I sit foredrag fortæller Mette de Fine Licht, der i dag er 27 år, hele sin historie - fra sygdommens allerførste symptom til det at vende tilbage til livet for fuld styrke trods store ar på kroppen og sjælen og en metalprotese i det ene ben.
Det bliver svært ikke at lade sig smitte af viljepigens drive og lyst til livet. Foredraget foregår i Panorama Biografen kl. 19. Det er gratis, og der er sodavand til alle.