Suppleant smidt ud igen
Til byrådets 2. behandling af budgettet på sidste møde havde Socialdemokratiet indkaldt sin suppleant Visti Christensen fra Svogerslev, fordi Tuncay Yilmaz er væk i en periode på ferie i Tyrkiet. Men han nåede kun lige at sætte sig i stolen, før han blev smidt ud igen, efter at viceborgmester Henrik Stougaard (Enhl.) havde kritiseret denne 'bytning' som ulovlig. Både Stougaard og Tuncay blev nemlig i 2009 valgt til byrådet for SF. Mens førstnævnte siden er skiftet til Enhedslisten, er den anden gået til S. - Hvis der skulle en suppleant ind for Tuncay, burde det derfor være en SF'er, mente Stougaard og advarede borgmesteren mod at begå en ulovlighed. Joy Mogensen valgte derfor efter et kort samråd med byrådets sekretariatschef, juristen Anna Gantriis, at det ville være bedst ikke at placere Visti på Tuncays plads. tk