Leg med vand og energi på Harteværket
Hvordan bliver et vandløb til elektricitet i stikkontakten og hvad har sodavandskanoner egentlig at gøre med vandkraft? Det og meget mere kan du få svar på, når det næsten hundrede år gamle vandkraftværk, Harteværket slår dørene op søndag d. 13. oktober i
I anledning af efterårsferien laver Harteværket eksperimenter med vand og energi for børn og barnlige sjæle, der forklarer de spændende mekanismer på Harteværket.
”Du kan for eksempel lave dit eget lille vandkraftværk under lindetræet på gårdspladsen, eller skyde sodavandsflasker af under tryk”, forklarer naturvejleder Ole Bech, der står bag de mange sjove eksperimenter.
Rundvisning med eller uden fortæller
Harteværkets Venner sørger for rundvisninger og foredrag om Harteværket funktion og historie.
”Rundvisningerne starter kl. 10.30 og 12.30 og fører dig rundt fra kælder til turbinehal, så du rigtig kan fornemme historien og de kræfter der ligger bag omdannelsen af vandets energi til elektrisk energi”, forklarer rundviser Tom Mathiasen, der er medlem af venneforeningen. Er du mere til at gå rundt og opleve på egen hånd, anbefaler Tom Mathiasen, at du på forhånd har installeret en QR kode scanner på din telefon. Der er nemlig opsat 7 QR koder rundt om Harteværket, som indeholder tekst og billeder om de forskellige bygninger og kanaler.
Naturoplevelser længere ud i ådalen
Har du lyst til en travetur i de flotte omgivelser langs Kolding Å, er der fra Harteværket afmærket en gul rute, der følger en naturtrampesti på ca. 4 km. Ruten fører dig langs Kolding Å til udsigtsplatformen og shelteren.
”Her er det rigtig fint at nyde sin kaffe eller madpakke og med den fantastisk flotte udsigt ud over åen og engen, får man helt lyst til at tage soveposen med næste gange”, fortæller Ole Bech.
Turen tilbage går via skoven og den gamle engsti mellem Påby og engen ved Kolding Å. Rundt langs ruten kan du læse mere om områdets natur og historie og hvis du har brug for det har Venneforeningen et kort over ruten, som du kan få med.
Det er Harteværkets Venneforening, der i samarbejde med Kolding Kommune og Fonden Harteværket, afholder Åbent hus arrangementet. I alt afholdes fem åbent hus arrangementer om året, hvor interesserede kan komme ind og se værket og hører mere om historien. Åbent hus den 13. oktober er det sidste i år. Grupper har dog stadig mulighed for at bestille en lukket rundvisning og interesserede er også velkomne til at melde sig ind i støtteforeningen, Harteværkets Venner. Se mere på www.hartevaerket.kolding.dk