Bedre at skabe end at spare
Joy roser bredt budget-forlig for velfærd, udvikling og en sund økonomi
- Nu har vi endelig i år chancen for at skabe udvikling i Roskilde, fremfor hele tiden at være tvunget til at spare, forklarede borgmester Joy Mogensen. Ved 2. behandlingen onsdag aften af kommunens budget for 2014 anbefalede hun byrådet at stemme for det forlig, som Socialdemokratiet, SF, De Radikale og De Konservative var blevet enige om. - På den måde høster vi frugterne af, at kommunen har en sund økonomi, så der er råd til en række tiltag, som kan sætte yderligere gang i en positiv udvikling, forklarede hun. Borgmesteren var særdeles tilfreds med, at hun nu for tredje år i træk har fået et 'bredt budget-forlig' henover midten, takket være Konservativ medvirken. - Sådan et samarbejde sikrer den gode tradition, vi har i det lokale danske demokrati om et folkestyre, hvor vi arbejder konstruktivt sammen. Derfor takkede Joy Mogensen også de tre partier - Venstre. DF og Enhedslisten - fordi de var kommet med en række forslag, som flertallet også kunne bruge i sit endelige forlig. - Jeg er glad for, at vi fortsat er enige om mange emner, og det lover godt for det samarbejdende folkestyre her i Roskilde, også i en ny byrådsperiode, sagde borgmesteren.
Flere ansatte
Under den tre timer lange debat, før budgettet endelig blev stemt igennem, afviste Joy Mogensen blandt andet Enhedslistens synspunkter om, at effektiviseringer altid giver dårlige kommunal service og går ud over medarbejderne: - Både borgere og ansatte kan jo også have fordel af, hvis arbejdet kan udføres på en bedre måde. - I aften vedtager vi ikke noget nedskærings-budget. Tværtimod betyder den øgede indsats på flere områder, at kommunen får flere ansatte til næste år, konkluderede hun. tk