Aktive Borup borgere
DEBAT I et tidligere læserbrev om Borup Lokalråd, lovede jeg mere inspiration til, hvad vi kan lave i Borup. Her kommer lidt mere. Jeg har for et års tid siden på eget initiativ forespurgt Regnemarken Gartneri, om der ikke kunne oprettes biogas-anlæg på marken ved siden af deres gartneri, og det var de ikke afvisende overfor. Svenstrup Gods savner et sted at kunne aflevere gyllen fra svineproduktionen. Den ligger lige til højrebenet med den korte afstand mellem de to, og så kan gassen bruges i gartneriets allerede etablerede gasgeneratorer. Mit initiativ døde lidt ud efter at Gefion ville afkræve mig et konsulenthonorar, for at hjælpe et af deres medlemmer (Svenstrup Gods) og at Køge Kommune ikke tog bolden op efter at jeg henvendte mig til dem. Hvis der er andre, som synes det er en god idé, så hjælp mig i gang igen, så kan vi måske sammen skabe noget godt. Et andet forslag er, at den regnvand, der rent når det lander på hustage og føres ned i tagrenden. Det føres i dag ud for at blive renset, hvilket er omkostningstungt og dumt. Hvis hver enkelt skal tænke over at lave en regnvandstank til opsamlingen, så har en husstand normalt brug for mere vand til det årlige toiletskyl/tøjvask end der kan opsamles. Hvorfor viser vi i Borup ikke fællesånd og laver investeringen med naboen, så der kan opsamles fra to huse, men kun føres vand ind til toiletskyl og tøjvask ét sted, og så fordeler omkostninger og gevinster imellem sig. Hver hustand kan få et engangsbeløb fra Køge Afløb A/S på ca. 23.000 kr. hvis de lokalt behandler regnvandet. SÅ begynder det virkeligt at kunne betale sig. Det er bare om at komme i gang, og efterfølgende vil jeg så, forhåbentlig som nyvalgt til kommunalbestyrelsen i Køge Kommune, arbejde for, at der ikke skal betales vandafledningsafgift for recirkuleret regnvand. I Borup er vi aktive, og vi viser vejen med vore initiativer. ”En bys storhed skal ikke måles i antal, men på borgernes karakter”. I Enhedslistens valgprogram har vi beskrevet vort ønske om, at understøtte aktive borgere i lokalsamfundene. Per Kjøller Jensen KV13 Borup kandidat for Enhedslisten