Fortsæt til indhold

"Mød os nu hvor vi er"

Hvad kan man gøre for at få flere med anden etnisk baggrund til at stemme? Lokalavisen spurgte to potentielle nydanske vælgere

Arkiv
Susie Jessen

“Jeg har boet her i 22 år, men jeg har aldrig oplevet nogen politikere, der henvender sig til mig. Hvorfor skulle jeg så stemme? De snakker om skole og ældrepleje, men de snakker aldrig om udlændinge. Det er for fjernt for mig”. Ordene kommer fra kosovo-albaneren, Mustafa Metolli.
Han flyttede til Danmark fra Albanien i 1991 og har aldrig brugt sin stemmeret til kommunalvalget. Han er en af de mange borgere med anden etnisk baggrund, der fravælger lokalpolitik.
Vi befinder os på en café i Kolding på en mild torsdag eftermiddag. Mustafa Metolli drikker kaffe med Bekir Baykan, som oprindeligt kommer fra Tyrkiet. Bekir Baykan flyttede til landet for 44 år siden og har udnyttet sin stemmeret. Men han forstår godt hvorfor at mange borgere med anden etnisk baggrund vælger lokalpolitikken fra.
“Ingen politikere spørger hvordan vi har det. Hvordan vi tænker og hvad vi laver. Politikerne burde møde borgerne hvor de er. Og de kommer aldrig hvor vi kommer”, fortæller Bekir Baykan.

For små problemer

De to mænd sidder ofte sammen med andre af anden etnisk baggrund på caféen i Kolding og snakker politik. Men det er lige så tit at snakken går på politikken i ophavslandet, som i Danmark.
Mustafa Metolli indrømmer blankt, at han har været mere interesseret i hvad der foregår i Kosovo end i Kolding.

“I Kolding er der ikke stor forskel om det er en Venstre-borgmester eller en Socialdemokrat. Der hvor jeg kommer fra, har man været i krig i 20 år. Der er det de større ting der er på spil, når det gælder politik. Her synes jeg man får det samme uanset hvem man stemmer på”, lyder det fra Mustafa Metolli, hvis hustru heller aldrig har stemt.

Opråb til politikere

Mustafa Metolli og Bekir Baykan foreslår, at en løsning på problemet med lav valgdeltagelse blandt borgere med anden etnisk oprindelse ville være, at politikerne skal bevæge sig ud blandt borgerne med anden etnisk oprindelse. Møde dem hvor de er, og spørge dem, hvad de har på hjerte.

“Jeg synes, at det kunne være en god idé, hvis nogle politikere arrangerede valgmøder for indvandrere. Så kunne vi møde dem og de kunne fortælle os, hvorfor det er vigtigt at vi stemmer.”, fortæller Bekir Baykan. Han påpeger, at der er mange borgere med anden etnisk oprindelse der hverken ser danske nyheder eller læser avis.
Så det kan være svært at følge med, hvis der ikke laves en direkte kontakt - eksempelvis ved et valgmøde.

“Jeg har boet her i 44 år og endnu ikke oplevet en politiker henvende sig. Kom nu ned og mød os - der hvor vi er”