Fortsæt til indhold

Aase er en dårlig leder

Byrådskandidat Thorkild Kristiansen skifter fra Fælleslisten til Alssundlisten

Arkiv
Mikkel Hansen

Borgmester Aase Nyegaard er en utrolig dårlig leder.
Sådan lyder afskedssalutten fra byrådskandidat og adm. direktør Thorkild Kristiansen fra Egernsund, der med øjeblikkelig virkning forlader Fælleslisten til fordel for Alssundlisten og Karen Damm.
"Ja, undskyld, men borgmester Aase Nyegaard er en utrolig dårlig leder, der både er egenrådig og ikke evner at lytte. Hun lytter hellere til familien Clausen end til de medlemmer hun har i sin egen byrådsgruppe. Intet ondt om familien Clausen, men vil familien have indflydelse må den stille op til byrådet ligesom alle andre. Det må borgmesteren også forstå," siger Thorkild Kristiansen, der i indeværende byrådsperiode ofte har været indkaldt som Fælleslistens suppleant til byrådsmøderne, men han trækker nu sit kandidatur for Fælleslisten, som han samtidig melder sig ud af.
"Jeg var ligeså utilfreds med Aase Nyegaard lederstil, som Karen Damm og Anita Kjøng-Rasmussen var, da de forlod gruppen og blev løsgængere. Jeg blev og håbede det blev bedre. Det gjorde det ikke, og da man så på et opstillingsmøde rent stemmetaktisk placerede mig som nummer 12 på listen, var løbet kørt," siger Thorkild Kristiansen.
"De snart fire år med Aase Nyegaards ledelse har ikke tilført Sønderborg Kommunen noget. Aase har tabt kaserne-sagen, som hun lod de konservative kæmpe for, 2017-projektet fik vi ikke og CSR-konferencen kunne vi ikke fastholde. Project Zero og Gehry-planen er ting, som Jan Prokopek tog initiativ til, da han var borgmester. Aase Nyegaard har ikke tilført kommunen noget, men blot været vedligeholder. Derved har Sønderborg tabt terræn," siger Thorkild Kristiansen, der nu vil bruge sine kræfter på den nye Alssundlisten:
"Karen har som løsgænger haft både mod og mandshjerte til at kæmpe for sine synspunkter. Hendes seneste kamp for de udsatte børn var flot, og hun nyder stor respekt blandt sine byrådskolleger," siger Thorkild Kristiansen, og fortsætter:
Thorkild Kristiansen har været medlem af kommunalbestyrelsen i Broager Kommune i fem år og var medlem af Sønderborg Byråd i perioden umiddelbart efter kommunesammenlægningen.
Lokalavisen arbejder på en kommentar fra Aase Nyegaard.