Fortsæt til indhold

Samarbejdet fortsætter

Haderslev kommune fortsætter samarbejdet med Falck, og har forbedret sin aftale efter nyt udbud

Arkiv
Arkiv

Efter et udbud har Haderslev Kommune indgået en kontrakt med Falck Danmark A/S, der således skal drive brandstationerne i Haderslev og Vojens i en periode på fem år med mulighed for forlængelse.
For at styrke beredskabet i Haderslev Kommune og skabe en større robusthed, er der sket en række ændringer i forhold til den gamle kontrakt med Falck.
Disse ændringer omfatter blandt andet:
Kompetenceudvikling af brandmænd og holdledere
Hurtigere hjælp til borgerne gennem justering af udrykningsområdet
Ny vognpark, som Haderslev Kommune har købt i stedet for at leje hos Falck
Implementering af ny teknologi i forbindelse med køb af nye køretøjer.
”På trods af generelle prisstigninger er det med dette udbud lykkedes at fastholde prisniveauet, samtidig med at vi får mulighed for at kompetenceudvikle mandskabet og indføre ny teknologi. Jeg kan kun være tilfreds med, at vi på denne vis får et stærkere beredskab med mulighed for at yde en bedre service for de samme penge,” udtaler borgmester Jens Christian Gjesing.
Opgaven med brandslukning er præcist defineret og samtidig tæt reguleret fra statslig side. For at sikre en vis konkurrence i tilbudsgivningen valgte Haderslev Kommune at udarbejde et kontrolbud. Udbuddet blev derfor vurderet på baggrund af den laveste pris. Kontrolbuddet og tilbuddet fra Falck lå prismæssigt tæt på hinanden.
”Vi var noget spændte på resultatet – ikke mindst hvordan de ændrede vilkår ville påvirke udbudsresultatet,” fortæller beredskabschef Esge Homilius, som har haft en projektgruppe til at udarbejde kommunens kontrolbud.
Som en del af kontrakten vil der være en tættere driftsmæssig kontakt mellem Falck og Haderslev Kommune.