Fortsæt til indhold

Endeslev Julemarked trækker folk fra Malmø

Arkiv
Arkiv

ENDESLEV: I Endeslev er man for fjerde år i træk i gang med forberedelserne til årets store julemarked.
Sidste år tiltrak julemarkedet folk fra nær og fjern, især fjern.
Jette Pedersen, stifter af Endeslev Julemarked, fortæller at en familie fra Malmø sidste år besøgte Endeslev. Hun fortæller at den svenske familie havde set Julemarkedet på internettet og at de havde besluttet sig for at se markedet, da de alligevel skulle besøge et andet marked i Solrød.
Besøget har siden været årsagen til mange gode grin i den lille familie i Endeslev, som hvert år driver Julemarkedet.
- Vi havde aldrig drømt om at Julemarkedet skulle nå ud over landets grænser, men vi er da stolte af at vi kan nå så langt, siger Jette Pedersen.
Ideen til Julemarkedet kom, da Jette og Søren Pedersen købte gården tilbage i 2006. Der skulle dog renoveres en del, før drømmen om Julemarkedet kunne blive til virkelighed, for første gang i 2010.
Endeslev Julemarked er en sand familietradition, hvor hele familien deltager og Jette Pedersen bekræfter at julemarkedet på ingen måde kunne fungere uden familiens støtte. Julemarkedet så dagens lys i 2010 med en kæmpe snestorm til følge og de eneste gæster det år var den nære familie som måtte tage sig kærligt af alt Gløggen....
Siden er julemarkedet vokset kraftigt og sidste år var der 250 besøgende den første weekend, hvilket også gjorde at den lille familie blev sat på en hård prøve. Men Jette Pedersen bobler indvendig af glæde over at kunne se sin drøm blive til virkelighed.
- De indtil nu, 25 medlemmer i Endeslev Julemarked, knokler hvert efterår med deres egne hjemmelavede produkter og dukker op på gården med varerne weekenden før julemarkedet åbner. Så skal familien igen i gang med at lave træningsrummet om til et stemningsfyldt julemarked, hvor kvaliteten også er i højsæde, fortæller Jette Pedersen.
Julemarkedet åbner igen i år som det plejer den sidste weekend i november og den første weekend i december.
pm