Fortsæt til indhold

Yes! - Vi vandt

To dygtige SOSU-assistentelever fra Aabenraa løb med regionsmesterskabet

Arkiv
Arkiv

Sosu-assistenteleverne Nadia Hagbard og Louise Ullemose fra SOSU Syd sikrede sig i går det regionale mesterskab i SoSu Skills 2013.
Louise Ullemose (22) og Nadia Hagbard (19), begge elever på Social- og Sundhedsskolen Syd i Aabenraa havde på forhånd bebudet, at de ville være de bedste. Og den slags løfter giver man ikke uden grund.
Da det virkelig gjaldt, leverede de to lokale sosu-assistentelever varen og sikrede sig i går eftermiddags det regionale mesterskab i SOSU Skills 2013 efter en hektisk og nervepirrende dag i sosu-skolens store Multisal, som for andet år i træk lagde lokaler til den årlige dyst mellem de bedste elever fra sosu-skolerne i Esbjerg, Odense, Horsens-Fredericia-Vejle og Aabenraa, der alle mødte talstærkt op med heppekor og supportere, der sang og hujede, hver gang lige netop deres deltagere skulle på scenen.
Men det anfægtede ikke de lokale skolemestre fra SOSU Syd, der målrettet, professionelt og fokuseret udførte de pleje- og omsorgsopgaver, som blev stillet i den krævende konkurrence om det regionale mesterskab.
Udover at retten til at skulle repræsentere hele Region Syddanmark, når det går løs ved den store landsfinale under DM i Skills i Ålborg i starten af det nye år, kan Nadia og Louise tillige glæde sig over at være de første til at hjemføre det regionale mesterskab til Social- og Sundhedsskolen Syd i Aabenraa.