Fortsæt til indhold

Ny sygeplejeklinik i Strøby Egede

Arkiv
Arkiv

STEVNS: Stevns Kommune har føjet en sygeplejeklinik i Strøby Egede til de to, der i forvejen er placeret i Store Heddinge og Rødvig.
Hermed har Stevns Kommune tre sygeplejeklinikker til at servicere de borgere, der kan køre selv og ikke har behov for hjælpen i deres eget hjem.
Den nye sygeplejeklink er placeret på Plejecenter Egehaven.
- Sygeplejeklinikkerne er en del af vores gratis tilbud om sygepleje på samme måde som den sygepleje, vi tilbyder i borgerens eget hjem, blot med den forskel, at borgeren her kommer til os i stedet; f.eks. i forbindelse med kørsel til og fra arbejde, indkøb osv., fortæller afsnitsleder Birgitte Eskelund Schmidt og tilføjer:
- Den opmærksomme læser vil nok have opdaget nu, at vi har en geografisk 'sort plet' i den vestlige del af kommunen. Det er der dog en plan for, idet vi planlægger at åbne en sygeplejeklinik i Hårlev, når vi slår dørene op til kommunens stort anlagte sundhedscenter i 2015.
Det er Social, Sundhed & Ældres visitationsteam, som sammen med borgeren og ud fra borgerens behov beslutter om sygeplejen skal foregå i eget hjem eller i en af sygeplejeklinikkerne. Selv om sygeplejen er gratis, kan der være egenbetaling på visse sygeplejeartikler.
Her finder du Stevns Kommunes tre sygeplejeklinikker og deres åbningstid: Stevnshøj, Store Heddinge – kl. 7.00-15.00. Plushøj, Rødvig kl. 7.00-15.00 og Egehaven, Strøby Egede kl. 7.00-17.00.
pm