Fortsæt til indhold

"Skubbehold" fik motor

En kørestol med påmonteret motor gør nu livet lettere for Røde Kors Besøgstjeneste i Rødekro.

Arkiv
Arkiv

Røde Kors Besøgstjeneste i Rødekro har gennem det sidste halve år haft et “Skubbehold” på fem frivillige, der kører tur med beboerne på Speciel- og Rehabiliteringscentret i Rødekro.
Besøgstjenesten har også otte almindelige besøgsforhold blandt beboerne. De fleste vil rigtig gerne ud og have frisk luft og møde andre mennesker – også dem, der er kørestolsbrugere. Men det kan være tungt at køre en kørestol, derfor har det længe været et ønske at få en stol, hvorpå der var monteret en motor.
Forleden gik ønsket i opfyldelse ved økonomisk hjælp fra Lions i Rødekro, Sydbanks Fond og Vennekredsen ved Plejecentret. Plejecentret har givet stolen, og Jørgen Iversen har monteret motoren uden betaling.
"Vi bliver så glade i Besøgstjenesten, når andre gerne vil støtte vores arbejde til gavn for de ældre, og vi håber, det må
blive til stor glæde for beboerne", lyder det fra Besøgstjenesten.
"Det er vigtigt at komme ud og se kendte steder og følge med i årstidernes skiften ved at betragte naturen. Det giver ny energi
og livsglæde og har langt større betydning, end man tror".