12-årige Amalie fra Køge drømmer om landsholdet
GOLF: Et af fremtidens store danske håb indenfor golfsporten går måske i disse år rundt i Køge Golf Klub. Ihvertfald regnes den blot 12-årig Amalie Kuhre for at være en af de absolut mest talentfulde unge golfspillere herhjemme.
Amalie Kuhre har spillet golf siden hun var 6 år gammel.
- Det var faktisk min far der fik tændt interessen hos mig, da han tog mig med ud på golfbanen. Og lidt efter lidt voksede min interesse for spillet, fortæller Amalie Kuhre til Lørdags-Avisen.
Amalie Kuhre spillede de første tre år i Harekær Golfklub, men rykkede for tre år siden til Køge Golf Klub.
Med et handicap på 13,5 ligger Amalie Kuhre som nummer tre på landsplan i rækken over spillere, født i 2001.
Ind imellem træningerne i Køge Golf Klub deltager hun også i DJGA - Dansk Junior Golf Akademis - samlinger to-tre gange om måneden.
Træningerne foregår rundt omkring i forskellige klubber - men i vintermånederne mødes vi i et indoor center i Kokkedal. Her skal hun også til samling fredag den 11. oktober inden hun i hele efterårsferien - fra mandag til lørdag - drager til Himmerland hvor DJGA har arrangeret træningslejr for deunge talenter. Her får de deres lyst styret med træning fra kl. 8 morgen til 18 aften - og har man lyst til lidt mere golf, er det frivilligt om man vil deltage i træningspas frem til kl. 21.00.
- Vi er ca. 30 unge golfspillere der skal deltage i træningssamlingen i Himmerland - så det ser jeg frem til, siger Amalie Kuhre.
Store ambitioner
Amalie Kuhre har store drømme om at nå helt til tops inden for golfsporten.
- I første omgang drømmer jeg om at komme med på det danske landshold - og senere komme med på Ladies PGA Tour, som foregår flere forskellige steder ude i verden. Men der er nogle år til endnu at det kan gå i opfyldelse - men drømmen har man da lov at have. Det i sig selv er en drivkraft i den daglige træning, slutter Amalie Kuhre.