Valgkoncert på Smedeværkstedet i Varde
Utraditionel valgkampagne med sang og musik
Der bliver efterhånden brugt flere og flere virkemidler for at vinde vælgernes gunst. Der trykkes pt. plakater med en stor del af alfabetets bogstaver repræsenteret, der er streamers, bannere, busreklamer, trykte annoncer, bolcher og flag fyldt med politiske tilbud. Der er en del fællestræk i de forskellige politiske partier og kandidaters påhit og i grunden ikke så meget nyt, hvad angår markedsføringen af partiernes budskaber generelt.
Men Holger Grumme Nielsen fra De Radikale i Varde har nu alligevel formået at finde nye veje. Han har nemlig arrangeret en valgkoncert med en flok talentfulde nattergale fra kommunen. Holger Grumme Nielsen, der selv spiller med ved koncerten, oplyser, at der venter tilhørerne en helt speciel oplevelse, når der inviteres til valgkoncert på Smedeværkstedet i Varde, torsdag den 24. oktober kl. 19.00.
Det er lykkedes Holger Grumme Nielsen at samle lokalområdets dygtigste sangerinder til dette specielle musik-arrangement, hvor publikum får mulighed for at lade sig henføre til en helt anden verden fuld af romantik og kærlighed - en drømmeverden skabt ved hjælp af en perlerække af musikalske godbidder. Der venter således publikum en oplevelse ud over det sædvanlige, når et væld af ørehængere fra musikkens vidunderlige verden serveres af de meget talentfulde sangerinder. Blandt andet præsenteres Puccinis ”O mio babbino caro”, ”Adeles latterarie” fra Flagermusen og mange andre numre.
Sjovt pust
”Om det giver nogle stemmer eller ej, det aner jeg ikke noget om,” siger Holger Grumme. Men vi gør det nu også mere for at få et lille pust her i valgkampen og hygge os et par timer med noget dejligt musik, som er lige velegnet til at sidde og lytte til som måske at synge lidt med på."
Til at hjælpe sig har Holger allieret sig med blandt andre operasangerinden Kirstine Bonde Pedersen. Mange mennesker vil mindes de smukke toner, hun fremførte i en propfyldt koncertsal ved sin eksamenskoncert. Her sang hun sig ind i hjerterne og opnåede kandidatgraden med en lang række 12-taller i bagagen. Kirstine Bonde Pedersen har ligeledes glædet publikum med hendes smukke sopran, når hun brillerede på scenen i Arnbjerganlægget i forbindelse med Varde Sommerspil.
”Der er gratis entré, og folk skal ikke frygte, at de skal sidde og høre på lovende valgtaler og propaganda for de Radikale i Varde Kommune," oplyser Holger Grumme Nielsen og fortsætter:
"Vi fremfører 5-6 protestsange, som jeg vil præsenterer og knytte nogle anekdoter til, ligesom sangene vil blive sat ind i et samfundsmæssigt perspektiv, men det primære formål med koncerten er, at folk skal hygge sig, slappe af og nyde aftenen."
Holger Grumme Nielsen akkompagnerer sangerne og guider publikum igennem aftenen med anekdoter, der knytter sig til repertoiret. Her vil man kunne lytte til musik af blandt andre Puccini, Lehár, Strauss og Sebastian, oplyser holdet.
FAKTA:
Ud over Kirstine Bonde Pedersen synger:
Sangerinde Anne Helene Hørslev Nielsen (Ølgod):
som helt ung blev hun undervist i sang og musik ved Legoland Show Academy. Herefter optrådte hun rundt i landet til blandt andet Langelandsfestival og i flere tv-programmer. Siden optrådte hun i Musikhuset Esbjerg, hvor hun havde en bærende rolle i den flot opsatte ”Anne Linnet Teaterkoncert”, ligesom hun har haft krævende roller i HATS"s novemberspil. Endelig spillede hun med i Varde Sommerspils opsætning af ”Den eneste Ene”, hvor hun imponerede publikum i rollen som Lizzie.
Sangerinde og musiklærer Linda Kubo (Årre):
Hun har tidligere optrådt i såvel Musikhuset Esbjerg som sammen med Trine Jepsen. Desuden har hun igennem en årrække undervist i sang og musik på Starup Skole, ligesom hun har været aktiv på landets friluftsscener i forbindelse med diverse sommerspil og koncerter. Linda Kubo øver for tiden på 7-kantens vinterspil ”All Shook up”, som har præmier i Musikhuset Esbjerg til februar.
Altsanger Rachel Møller (Billum):
Linda har været aktiv i forbindelse med Varde Sommerspil blandt andet i forestillingerne ”Syv Brude til Syv Brødre”, ”My Fair Lady” samt i sommerens opsætning af ”Den eneste Ene”, hvor hun gav den hele armen i rollen som Stella. Rachel imponerede alle i HATS"s opsætning ”Skatteøen” med sangen ”Fuld af nattens stjerner”.