Givtig lyserød lørdag for Kræftens Bekæmpelse
Lyserød Lørdag i Køge endte med et solidt overskud på cirka 20.000 kroner til Støt Brysterne-kampagnen.
STØTTE: Med et samlet resultat på knap 20.000 kroner blev Lyserød Lørdag i Køge igen i år en væsentlig bidragsyder til Kræftens Bekæmpelses Støt Brysterne-kampagne, og lokalformand Guri Bøtting fortæller om en vellykket dag, hvor der var udsolgt til damefrokosten hos Cafe Vivaldi og stor interesse for at deltage i organisationens lotterier.
- Jeg vil gerne takke alle, der var involveret i dagen. Det er dem, der gør det muligt at gennemføre arrangementet, siger hun om sponsorer og frivillige, der har hjulpet på forskellig vis.
For eksempel leverede Lyngens Bageri, Hjertebageren og Guldbageren i Wika kager, som blev solgt for i alt knap 2000 kroner, og en række forretninger donerede præmier til lotterierne, som indbragte i alt omkring 11.000 kroner.
Dertil kom, at Kræftens Bekæmpelse dagen igennem kunne uddele ikke færre end 2400 boller fra Kohberg fra sin bod på Torvet, hvor der også blev solgt masser af merchandise i form af eksempelvis armbånd og T-shirts i løbet af dagen.
82 kvinder fyldte arrangementet hos Café Vivaldi til sidste plads, og udover støtten til den gode sag kunne de også glæde sig over underholdning ved tryllekunstneren Peter Jakobsen, mens Peter Edelmann stod for musikken.
- Alt i alt var det en rigtig god dag, hvor vejret endda også var med også, siger en glad Guri Bøtting.