- Vi har sat tydelige fingeraftryk på næste års budget...
Politikerne kunne ikke blive enige om et samlet budget - men efterfølgende mener stort samtlige, at de fik det meste af ¿deres¿ budgetoplæg gennemført (!)
Som tidligere nævnt her i avisen, var det nemlig nødvendigt at stemme de enkelte punkter i næste års budget igennem, da der ikke inden sidste uges møde i kommunalbestyrelsen var et flertal for et samlet budget. Den helt korte version af de mange afstemninger og det nye budget er, at Hvidovre sætter skatten og grundskylden ned i 2014. Kommunalbestyrelsen besluttede således, at sætte personskatten ned med 0,1 procent til 25,5, mens husejerne kan se frem til, at grundskylden bliver sat ned med 1,7 promille til 30,3. De mange afstemninger ¿afslørede¿ to ting. For det første, at de forskellige partier og lister meget langt hen ad vejen var enige om det meste. Og for det andet en vilje til at få løst budgetknuden og finde frem til den bedst mulige løsning for det kommunale budget til trods for, at der ikke på forhånd havde vist sig et flertal for den samlede budgetpakke. Generel tilfredshed Borgmester Helle Adelborg (A) glæder sig over, at der var bred opbakning til budgettet på langt de fleste områder: - Jeg synes, det er et godt budget, vi har fået lagt... Også DF"s Mikkel Dencker er tilfreds: - Der er grund til af sige tillykke til Hvidovre. Jeg er tilfreds med, at det nu er vedtaget at indføre Dansk Folkepartis skattestop på grundskylden, sådan at grundskyldspromillen bliver sat ned... - Det er i grund og bund et overvejende fornuftigt budget, selv om vi Konservative synes, at der er et par uskønne tidsler i buketten. Til gengæld glæder vi os over, at vi ser tydelige konservative aftryk, siger Steen Ørskov (C)... Karl-Erik Høholt (V): - Venstre er godt tilfreds med nedsættelsen af grundskyldspromillen og personskatten. Vi blev imødekommet på en række punkter, der trækker i den rigtige retning... Også SF"s Niels Ulsing giver udtryk for, at Hvidovre i det store og hele fik et godt budget igennem - også set i SF"s optik... Et pænt kludetæppe Udover skattelettelser og en lavere grundskyld indeholder ¿kludetæppet¿ også pædagoger i indskolingen - også efter skolereformen, styrket busdrift i yderområderne samt renovering af Strandmarkens Fritidscenter. Hvidovres børnefamilier kan således glæde sig over, at budgettet betyder, at der også i 2014 vil være pædagoger i indskolingen i Hvidovres folkeskoler. Budget 2014 indeholder på anlægsiden 10 mio. kr. til arbejdet med skolereformen. Desuden bliver det undersøgt om der kan laves en skolemadsordning og så vil der i 2014 blive plantet et træ for hver nyfødt Hvidovreborger for at markere Hvidovre som ¿Børnenes og familiernes by¿. Hvidovre introducerer også den svenske Leksand-model, som handler om forældrekurser til førstegangsforældre. Psykiatriområdet bliver styrket og så bliver der ansat en borgerrådgiver. Sport og fritidslivet bliver styrket, når Strandmarkens Fritidscenter bliver renoveret for seks mio. kr. og der bliver indrettet et pauserum på Avedøre Stadion. Der er afsat 500.000 kr. til afsøgning af muligheder for at udvikle Hvidovres bymidte. Forholdene for cyklister bliver forbedret og så er der afsat fire mio. kr. til at bekæmpe ¿sorte pletter¿ - altså farlige steder i trafikken. Der er desuden afsat penge til støjbekæmpelse langs Avedøre Havnevej og Gammel Køge Landevej.