Akut leukæmi-behandling til Roskilde
Region Sjælland og Hovedstaden er enige om at trodse nyt Nej fra Sundhedsstyrelsen
Akut leukæmi og andre former for alvorlig blodkræft skal nu også kunne behandles på Roskilde Sygehus, hvor nogle af landets bedste læger indenfor dette speciale starter på opgaven allerede 21. oktober.
Region Sjælland har truffet denne beslutning i enighed med Hovedstaden, hvor patienter fra Sjælland og Lolland-Falster med disse sygdomme hidtil er blevet behandlet.
- Vi gør det, trods et afslag fra Sundhedsstyrelsen, fordi deres begrundelse overhovedet ikke holder og er helt usaglig, forklarer Sjællands regionsformand, Steen Bach Nielsen (S), der i denne sag har kørt tæt parløb med sin kollega i Region Hovedstaden, partifællen Vibeke Storm Rasmussen.
Afslag for København
I lighed med den anden verserende sag om at behandle akutte blodpropper i hjertet hos kvalificerede læger på Roskilde Sygehus havde Sundhedsstyrelsen også i dette tilfælde afvist en ansøgning fra Region Sjælland om at hjemtage den akutte leukemi-behandling.
Sundhedsstyrelsen anerkendte ganske vist, at der var nok dygtige længer i Roskilde og tilstrækkelig med patienter i Region Sjælland til et sådant speciale. Begrundelsen var så den helt opsigtsvækkende, at det ville ødelægge sygehus-planen hos naboerne i Region Hovedstaden, hvor de sjællandske patienter i øjeblikket er nødt til at tage ind.
Regionsformand Steen Bach Nielsen ville dog ikke finde sig i, hvad han anser som et usagligt Nej. Så han kontaktede kollegaen i Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen. Hun sendte derefter et brev til Sundhedsstyrelsen om, at behandlingen i Roskilde ikke ville ødelægge noget for Hovedstadens sygehuse og planer.
Intet svar
Hendes henvendelse førte dog ikke til noget.
Derfor har Steen Bach Nielsen og Vibeke Storm nu i fællesskab på ny henvendt sig til Sundhedsstyrelsen for et stykke tid siden og meddelt, at nu er de to regioner enige om, at behandlingen mod blodkræft godt kan starte i Roskilde, fordi argumentet imod ikke eksisterer.
- Vi har stadig ikke fået nogen reaktion fra Sundhedsstyrelsen, så derfor går vi ud fra, at nu er det i orden og starter i Roskilde, forklarer Steen Bach Nielsen.
Bag de to regionsformænds fælles aktion i denne sag ligger helt oplagt også et ønske om, at de folkevalgte politikere i regionerne skal have et afgørende ord at have sagt i sygehus-planerne, som de har det endelige ansvar for. Derfor vil de ikke overlade al magt til Sundhedsstyrelsen.
Når Sjælland og Hovedstaden nu trodser Sundhedsstyrelsen i sagen om Hæmatologi kan det også få betydning i den anden strid om at få akutte blodpropper i hjertet flyttet fra Rigshospitalet til Roskilde.
Førende eksperter
Roskilde Avis har tidligere skrevet om, hvordan ledende overlæge Lars Møller Pedersen på Roskilde Sygehus har hentet nogle af landets bedste læger på dette område til sin afdeling, så den er klar til at kunne foretage denne avancerede og krævende behandling.
Rent fysisk kommer behandlingen til at foregå i den tidligere sygeplejerske-skole på hjørnet af Østervang og Køgevej, som regionen netop har købt af staten til denne afdeling.
tk