Roskilde Brandvæsen mister ambulancerne i Roskilde og Lejre
Falck har kun Roskilde-området til låns, siger beredskabschef Carsten Iversen, der er klar til at tage kampen op igen om to år
Fra 1. februar 2014 kører Roskilde Brandvæsen ikke længere ambulancer i Roskilde og Lejre kommuner.
Ambulancekørslen frem til 1. februar 2016 skal i stedet varetages af Falck.
Roskilde Brandvæsen fortsætter uændret med ambulancedækningen af Greve, Solrød og Køge.
Det er Region Sjælland, der har haft ambulancekørslen i Roskilde og Lejre Kommuner i udbud, og det har vist sig, at Falcks pris ligger meget lavere end Roskilde Brandvæsens, oplyser beredskabschef Carsten Iversen:
- Vores tilbud lå på 28 mio. kr. og selvom vores pris er under den pris som vi kører for i dag, kan vi se, at Falck med et bud der ligger næsten seks mio. under vores, har leveret en pris, som vi slet ikke kan matche med den overenskomst, som gælder for offentligt ansatte ambulancefolk i regioner og kommuner.
46 reddere skal finde job
Konsekvensen for Roskilde Brandvæsen er, at de 46 reddere den 1. februar skal se sig om efter et nyt job. Derefter vil det totale antal medarbejdere i Roskilde Brandvæsen være 220.
I forbindelse med regionsrådets beslutning konstaterer Carsten Iversen, at den konkurrence, som Roskilde Brandvæsen har været med til at skabe på markedet, fungerer i bedste velgående:
- Som et af de få alternativer til Falck har vi været med at skabe den konkurrencesituation, som har været efterlyst fra politisk hold, og som nu giver Region Sjælland den suverænt laveste pris, der nogensinde er set på ambulancemarkedet.
Når der er konkurrence, kan man vinde og tabe. Vi har prøvet det før, tidligere havde vi madtransporten i Roskilde Kommune, den tabte vi, sidst vandt vi bustransporten og nu mister vi en del af kontrakten på ambulancetjenesten, det er et vilkår vi kender og har stor respekt for, det er sådan det offentlige får noget for pengene.
Kun Roskilde til låns
Carsten Iversen siger, at Roskilde Brandvæsen er klar til at tage kampen op, når ambulanceberedskabet i hele regionen igen kommer i udbud med virkning fra 1. februar 2016:
- Falck har kun fået Roskilde og Lejre til låns, og jeg kan garantere, at vi vil gøre, hvad vi kan, for at vi igen fra 2016 kører ambulancer i Roskilde og Lejre.
Når vi bliver målt på kvalitet og leveringssikkerhed, får vi meget høj karakter. Her og nu er vi faldet på en lavere pris fra en konkurrent, der har budt ind med en pris der, efter min mening er så lav, at den kun kan holde i en meget begrænset periode, som dette er.
ag