Varde på andenplads med nabohjælp
Alle indbrudstyve ser frem til skolernes efterårsferie, hvor mange danskere rejser ud i kortere eller længere tid – og boligen er ”alene hjemme”
Varde Kommune kommer ind på en flot andenplads i Syd- og Sønderjyllands Politikreds, når det gælder borgernes lyst til at sikre sig mod indbrud via Nabohjælp.
På førstepladsen ligger Sønderborg og på tredjepladsen Esbjerg. Herefter følger Haderslev, Vejen, Aabenraa, Tønder og Fanø kommuner, oplyser politikredsen.
Og lige nu er det højaktuelt at sikre sig. I næste uge drager masser af danskere hjemmefra i kortere eller længere tid. De skal på efterårsferie – og det er noget indbrudstyvene glæder sig til. En dag er nok for dem – ja, såmænd blot nogle få timer, altså hvis andre ikke holder et vågent øje med ens bolig
Undersøgelser viser, at Nabohjælp i et boligområde nedsætter risikoen for indbrud med op til 26 procent. Tyve bryder sig ikke om, at der bliver holdt øje med fremmede i kvarteret. Og de tager det til sig, når skraldespanden fyldes, der står en bil i carporten og postkassen er tømt.
Tænk hvis...
Tænk hvis hver eneste nabohjælper er et skridt foran i kampen mod indbrud. Men vi må også være ærlige og erkende, at det åbenbart bliver et langt sejt træk at få danskere engagerede i at hjælpe sig selv med Nabohjælp.
"Jeg ville være en ualmindelig glad mand, hvis vi en dag nåede op på at 100 ud af 1000 borgere var med i ordningen," siger lederen af Kriminalpræventivt Sekretariat hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Christian Østergård.
Danskerne er desværre fortsat de europæere, der har allerflest værdier i deres hjem, og som gør allermindst for at sikre dem. Du kan gøre dit ved at gå ind på www.nabohjælp.dk og tilmelde dig sammen med dine venner, familie og naboer.