Fortsæt til indhold

Den røde fane repareret

Socialdemokratiet i Roskilde skålede på de 130 år og god valgkamp

Arkiv
Arkiv

Den gamle røde fane er repareret, så den nu kan klare mange år endnu, bedyrerede partiformand Henning Sørensen og fanebærer Frede Christiansen, da klenodiet fredag blev vist frem hos AOF i Algade. Her markerede Socialdemokratiet i Roskilde sit 130 års jubilæum, og den traditionsrige fane var også sat i stand til lejligheden. Den har dog ikke været med hele vejen, men blev anskaffet i 1938, da de to partiforeninger i Roskilde og Sct. Jørgensbjerg fusionerede ved den daværende kommunesammenlægning. De lokale socialdemokrater har som bekendt stolte aner, idet stifteren af hele den danske arbejderbevægelsen, Louis Pio er her fra byen. Han blev født i det hus i Ll. Gråbrødrestræde, hvor Røde Kors nu holder til, og hvor der stadig er en mindeplade på facaden. Jubilæet blev samtidig brugt til at sparke den lokale kampagne i gang op til de kommende kommunalvalg. En række S-kandidater benyttede lejligheden til at skåle med borgere på Algade.