Fortsæt til indhold

Grønt lys for leukæmi i Roskilde

Sundhedsstyrelsen bøjer sig efter pres fra Region Sjælland og Hovedstaden

Arkiv
Arkiv

Roskilde Sygehus fik fredag til middag officielt grønt lys fra Sundhedsstyrelsens direktør Else Smith til alligevel at behandle akut leukæmi og andre alvorlige blodsygdomme. Tilladelsen kommer efter en artikel i Roskilde Avis fredag morgen om, at Region Sjælland i forståelse med naboerne i hovedstaden, hvor disse patienter hidtil er blevet behandlet, nu alligevel ville starte denne behandling på hospitalet ved Køgevej. - Vi har modtaget den endelige tilladelse fredag over middag, efter at vi ellers ikke havde hørt noget i lang tid. Så det virker altså, når det står i Roskilde Avis, siger formanden for regionsrådet Steen Bach Nielsen. I første omgang havde Sundhedsstyrelsen ellers sagt Nej til, at akut leukæmi kunne behandles i Roskilde. Dygtige læger og antallet af patienter var ganske vist i orden, men det ville ødelægge planen for sygehusene i Region Hovedstaden, lød det i begrundelsen for afslaget. Både Steen Bach Nielsen og hans kollega, formanden i Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen, var dog enige om, at det var en helt usaglig begrundelse, og sidstnævnte skød begrundelsen for afslaget i sænk ved at forklare, at Hovedstadens sygehuse nok skal klare sig alligevel.

Pres på blodpropperne

Opmuntret af denne succes, hvor offentligt pres fra borgere og politikere har fået Sundhedsstyrelsen til at skifte mening, vil Steen Bach nu også gå videre med sagen, hvor der er givet afslag på at behandle sjællandske patienter med akut blodprop i hjertet i Roskilde - frem for som nu at køre dem i ekstra tre kvarter til Rigshospitalet. - Nu er vi nået så langt, at Sundhedsstyrelsen anerkender, at nogle kan dø af den forlængede transport-tid. Så jeg tror, der også kommer en fornuftig løsning på dette område, og patienteren fra vores region kan blive behandlet i Roskilde, siger Steen Bach Nielsen, til Roskilde Avis. tk

Ledende overlæge Lars Møller Pedersen og de øvrige eksperter på Hæmatologisk afdeling i Roskilde får nu også officiel godkendelse til at starte behandlingen af svære sygdomme med blodkræft. (Foto: Erling J. Pedersen)