Fortsæt til indhold

Varde har sparet 14 procent på de ældre

Varde Kommune har fra 2009 til 2012 sparet 14 procent per ældre over 65 år

Arkiv
Arkiv

Kommunerne i Syd- og Sønderjylland har skåret kraftigt ned på ældreområdet. Udgifterne pr. ældre er faldet med op til 19 procent i de kommuner, der har skåret mest. I Varde Kommune er tallet 14%, viser nye beregninger fra FOA, Forbundet af Offentligt Ansatte, der baserer sine beregninger på tal fra Indenrigs- og Økonomiministeriet. Kommunerne i Syd- og Sønderjylland har i gennemsnit brugt 12 procent færre kroner per ældre over 65 år. Foa kalder det “tåbeligt” at spare så meget på ældre.
”Ældreområdet er et let område for kommuner at spare på. Modsat mange andre områder er det tilladt, at kommunerne har forskelligt serviceniveau. Og modsat fx folkeskoleområdet, hvor der i lovgivningen er præciseret et minimumstimetal, så eksisterer der i dag ingen minimumsrettigheder for de ældre,” siger FOAs formand Dennis Kristensen.
Står det til landets kommuner, har vi dog endnu ikke set de sidste besparelser på ældreområdet. Hver tredje kommune forventer nemlig, at udgifterne til ældre vil falde i 2014. Samtlige kommuner i Syd- og Sønderjylland har sparet på udgifterne pr. ældre.