When Saints Go Machine opstod af talefejl

When Saints Go Machine (WSGM) er det mundrette navn på bandet bag sangen "Kelly". Bag navnet gemmer der sig en dansk elektro-popgruppe fra Nørrebro i København, som består af fire medlemmer. Silas Moldenhawer på trommer, Jonas Kenton på synthezizer og vokal, Simon Muschinsky på keyboard og Nikolaj Manuel Vonsild, der synger vokal. De blev dannet i 2006 og udgav i 2008 en EP med samme navn som bandet selv. Et helt album kom i 2009, da de i maj kom med “Ten Makes a Face”. De har vundet mange priser og hæder - også i udlandet og åbnede blandt andet Orange Scene på Roskilde Festival i 2010. Alderen i bandet ligger fra 28-33.
Navnet er måske ikke så mundret, men det er lettere end at sige knæklinikken fem gange i streg. Det er svært at sige uden talefejl og det var også sådan, navnet på WSGM opstod.
"Det var fordi, Jonas kom til at sige noget forkert," fortæller Silas. Navnet opstod tilbage i 2006. De fire fyre havde lavet noget musik og nu skulle det uploades på nettet.

Louis Armstrong og kaffe

"Myspace var det helt store dengang, og man kunne kun uploade, hvis man havde et navn at lægge det under. Vi havde talt om det, men ikke fundet noget. Så gik Jonas ud efter kaffe og sagde, at når han kom tilbage, så havde han et navn. Imens sad vi andre og rodede med en stak plader, heriblandt en med Louis Armstrong. Vi satte den på og da Jonas kom tilbage - med kaffe - så sagde han: Hvad er det lige med det der When Saints Go Machine. I stedet for When saints go marching in, som er navnet på nummeret. Og vi synes alle , det lød megafedt, så det har vi levet med siden," fortæller Silas. Simon supplerer med, at de lige så godt kunne have heddet alt mulig andet.

U-elitær kunstart

Bandet spiller musik fordi de basalt set bare godt kan lide det.
"Det er bare en virkelig følelsesmæssig, positiv måde at udtrykke sig på. At lave noget sammen med andre, det er helt særligt. Og så noget man håber folk vil bevæge sig til. Det er sådan en stammeagtig tankegang" siger Silas. Og fortæller om en rytme, der samler folk og som altid har bevæget ham. WSGM bliver simpelthen bare glade af at lave musik.
"Du kommunikerer nogle ting ud til publikum, som kan få dem til at forstå ting på en anden måde. Det kan være meget terapeutisk."
Musik kan få følelser frem, mener de.
"Det er en kunst-art, der ikke er elitær. Det er ligegyldigt hvad sprog du snakker, eller hvilket socialt lag du er fra, så kan musik samle. Så handler det kun om musik. Du behøver ikke at have lyttet til ret meget musik for at forstå det. Det er en ur-ting. Andre kunstformer skal man vide noget om for at forstå det. Ikke med musik, det sætter bare noget i gang," er WSGM enige om.
De spøger med, at da de engang spillede en koncert på Northside begyndte det at regne helt vildt. Og folk blev stående.
"Ja, det var fordi, der ikke var andre der spillede på det tidspunkt," griner de selvironisk.
"Nej, det bliver man selvfølgelig beæret over, og det tænker man tilbage på med en helt særlig følelse. Men man tænker sgu også på, at man ikke vil have stød." Og så griner de igen.

Leve af at spille

De kommer alle fra forskelige baggrunde i musikken.
"Nogen har en jazz-baggrund og Silas spillede harpe," fortæller Simon for derefter at benægte det, stadig med et grin. Og fortæller så om at have dyrket specifikke ting i musikken.
"Det kunne være en måde at lave trommer på, eller en måde, der bliver sunget på," fortæller Simon. Fælles for dem er at de har søgt en signaturlyd og det perfekte groove.
At leve af at skrive musik har aldrig været en beslutning, der kom ligesom bare snigende og nu er det sådan. Forsanger Nikolaj nævner det da også som hans livs største vendepunkt, da han kunne leve af at lave musik.
Derfor har de heller ingen plan B i forhold til en anden karriere.
"Aj, vi kan ikke forestille os noget andet, siger Silas. De er glade, bare de kan blive ved. De vil ikke sige nej til Wembley, men spiller også gerne små scener.
"Bare vi kan tjene til huslejen. Og så vil vi gerne udvikle os som kunstnere og mennesker."

Nervøse på hjemmebane

Som band er de mest nervøse, når de spiller i Danmark.
Det er her, vi føler os mest overvældede, siger Silas og fortæller om gummiarme, der aldrig opstår i udlandet. Og hvis mor og far er tilstede, så er det virkeligt svært. Forældrene er i øvrigt sindsygt stolte og spørger meget ind til det.
"Jeg kan huske i begyndelsen, så kom jeg og hentede Jonas nede ved porten i Øster Farimagsgade. Så skulle vi ned i studiet. Både kæresten og hans mormor var der, og jeg kunne se, de tænkte: Det bliver aldrig til noget. Og der gik også lang tid, men så kunne de jo pludselig læse om det i avisen," fortæller Silas om bandet, der også har modtaget et ordentligt læs priser.
Som de sidder der, som musikere med rock-atitude er det nærlæggende at spørge ind til, hvad det betyder for dem, at der står mange unge piger og hviner foran scenen.
"Vi kan faktisk ikke se dem, så det lægger vi ikke mærke til. Jeg kunne ikke en gang se min kæreste, da vi spillede på Northside, selvom hun seriøst lignede Holger fra Find Holger med rød - og hvidstribet trøje og solbriller," slutter Simon.
When Saints Go Machine spiller i Kolding den 10. oktober og i Odense den 17. oktober.