Fortsæt til indhold

Drenge med damp

Arbejde med de gamle damplokomotiver i remisen i Skovbogade er fritidsfornøjelse for en gruppe store drenge

Arkiv
Jan Partoft

Foto: Per Rudkjøbing Lokomotivet er 85 år og de drenge, der skruer på det er mellem 14 og 18 år gamle. Stedet er DSBs remise i Skovbogade, hvor DSB Museumstog har deres damplokomotiver. Alle drenge er med på grund af lokomotivet, der er en Litra S med nummer 736, som er bygget hos Frichs i Aarhus i 1928. Det er for længst taget ud af køreplanerne, men drengene vil have det ud på sporene igen, så de bruger en stor del af deres fritid til at gøre det køreklart. - Jeg har interesseret mig for tog, siden jeg var tre år, fortæller 17-årige Thor Øsbjerg Rasmussen. - Eksistensen af remisen og lokomotiverne her har jeg haft kendskab til i lang tid, men jeg er kommet i forbindelse med stedet via Facebook. Nu har jeg været med i fire måneder. Når Thor Øsbjerg Rasmussen sidder ovenpå lokomotivet og skruer løs er det lidt af et jobskifte. Han går på Teknisk Skole, hvor han er i gang med en elektrikeruddannelse.

Tilttrækninskraft

Yngstemand i remisen er Jonathan Borch med sine 14 år, men han er veteran inden for faget. - Jeg har været med her små to år, og før den tid var jeg på veteranbanen i Blovstrød, siger han. - Der var jeg med til at holde sporene ved lige. Men her er der jo et stort lokomotiv at arbejde på. Det store lokomotiv er også den magnet, der tiltrækker 17-årige Christian Skov. - Selv om jeg bor i Odense, så kommer jeg her to til tre gange om ugen, fortæller han. - Det gør jeg på grund af S-maskinen. Jeg kunne sagtens være med på Jernbanemuseet i Odense, men der har de kun små lokomotiver. - Jeg har været med arbejde med museumstog i 10 år, jeg er nærmest født i det, da mine forældre også interesserer sig for de gamle tog. Drengene og de voksne, der arbejder på maskinen har været i gang med at skifte flere hundrede støttebolte, der forbinder kedel og fyrkasse. De regner med at have maskinen køreklar til efterårsferien. Er den klar og godkendt skal den køre på Fyn i ferien med afgang fra Jernbanemuseet i Odense. S-maskinens hjemstation er Roskilde. jp@roskildeavis.dk Remisen Remisen i Roskilde er hjemsted for DSB Museumstogs damplokomotiver på Sjælland. Ud over S-maskinen er der en PR-maskine, en P-maskine, en F-maskine og en H-maskine. Sidstnævnte er under genopbygning. Næste maskine, der skal gøres køreklar, er PR-maskinen. Renoveringarbejdet bliver udført af frivillige. En anden gruppe frivillige er i gang med at udføre en kopi af landets første damplokomotiv, Odin, der blev sat ind på linjen Roskilde-København i 1847.

Jonathan Borch på 14 og Christian Skov på 17 bruger en stor del af deres fritid på at renovere damplokomotiver i DSB's remise i Skovbogade.
Drengene har været med til at montere flere hundrede støttebolte i fyrkassen. Thor Øsbjerg er i gang med en dampfordeler i toppen af førerhuset.
S-maskinen der har drengetække.