Fortsæt til indhold

Smagsprøver på skotsk whisky og litteratur

Arkiv
Arkiv

SOLRØD: Torsdag den 24. oktober danner Solrød Bibliotek ramme om en aften med fokus på skotsk litteratur og whisky.
Skotlandsekperten og lektor, dr.phil. Ebbe Klitgård fører tilhørerne gennem den skotske litteratur fra middelalderen til i dag i foredraget ”Et strejftog i skotsk litteratur og whisky”. Rejsen forbindes med whiskyens kulturhistorie, og det vil være muligt at smage nogle af de whiskyer, der har været til stor inspiration for berømte forfattere.
Én af dem, den stordrikkende whiskyelsker og forfatter Robert Burns, har inspireret vores egen Jeppe Aakjær. Burns' digt ”Auld Lang Syne” blev hos Aakjær til den populære ”Skuld gammel venskaw rejn forgo”, der jo stadig synges i godt selskab. Mens Klitgård bevæger sig rundt i litteraturen med forfattere som nationaldigteren Hugh MacDiarmid og den prisvindende Muriel Spark, kommer han også ind på whiskyens udbredelse, og der bliver mulighed for selv at nippe til 5 specielt udvalgte maltwhiskyer.
Udover at være lektor i britiske studier ved Roskilde Universitet har Ebbe Klitgård netop maltwhisky som fritidshobby og har studeret den skotske whisky under sine utallige rejser til Skotland.
En interesse, der for alvor blev cementeret, da han i 1993 skrev en litterær ph.d.-afhandling i Glasgow, og med foredraget kombinerer han således sin store erfaring om maltwhiskyer med sin professionelle viden om den skotske litteratur.
Arrangementet starter kl. 19.00. Billetter kan købes på biblioteket eller blive lagt til side på tlf. 5618 2817.
pm