Trine går i mesterlære som revydirektør
Trine Gadeberg er netop blevet præsenteret som den nye Maibom i Sønderborg Sommer Revy
På et netop afholdt pressemøde i baren på Comwell, hvor hele den lokale verdenspresse og en række sponsorer var indbudt, blev Trine Gadeberg præsenteret som den næste direktør for Sønderborg Sommer Revy.
I hvert fald har hun sagt ja til at gå i mesterlære hos Leif maibom, og hvis lærlingen består og ikke ender med atrende fra pladsen, så vil Trine Gadeberg en dag kunne sætte sig i direktør-stolen, når Leif Maibom engang har forladt den.
Præcis hvornår det bliver er ikke datosat men vil ske over en årrække. For både Johnna og Leif Maibom er der nemlig tale om en gradvis tilbagetrækning.
Snakken om et generationsskifte har stået på i længere tid. Allerede nu er det besluttet, at Johnna Maibom i den kommende sæson alene være til stede, når forestillingerne starter, hvor hun vil modtage publikum og guide gæster på plads i teatersalen. Indtil nu har hun desuden stået for billetsalg og regnskab.
"Bagefter kan Johnna passende tage hjem og lave lidt natmad, til når jeg kommer hjem," som Leif Maibom udtrykte det ved præsentationen af Trine Gadeberg.
Hvornår han selv helt slipper roret og overlader ansvaret for hele revyen til Trine Gadeberg, er der ikke en bestemt dato for.
"Ligesom en tømrerlærling nok ikke får lov at bestemme hældningen på taget det første år, så kommer jeg og Trine til at køre et parløb en tid. Men allerede nu er Trine med i alle de beslutninger, der bliver taget," forklarer Leif Maibom.
Udnævnelsen er da heller ikke en nylig beslutning. Johnna, Leif og Trine har allerede snakket om det i et par år nu.
"Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på det, og jeg håber virkelig, at Leif og Johnna vil være her til at hjælpe mig i mange år fremover," sagde en ydmyg Trine Gadeberg ved præsentationen.
På spørgsmål om hun har planer om at rykke sine teltpæle op i Bjert ved Kolding, hvor hun bor, for at bosætte sig i Sønderborg-området, og om hun har planer om også en dag at overtage Thorleif-rollen efter Leif Maibom, kunne hun svare henholdsvis måske og nej til.