Drop spareøvelserne – hjælp dem med behov
Højesteretsdommen om hjemmehjælp i Køge kommune, betyder at borgerne skal holde godt øje med om besparelser på hjemmehjælpen bliver kamufleret som omlægninger.
Desværre har vi socialdemokratiske politikere som på trods af moralske skrupler gennemfører kamuflerede besparelser. At de moralske skrupler samtidig ender med at vores formand for social- og sundhedsudvalget blev storryger igen, kan jeg kun sige en ting til; så la' da' vær'.
En spareøvelse, der har været udført ved indsatsen: 'Det er bedst at kunne selv', hvor folk, som opfylder kriterierne for hjemmehjælp, tvinges til træning før hjemmehjælpen.
Jeg kender til flere, som oplever denne indsats som stressende og at være under tvang. Samtidig har der i den seneste tid været flere læserbreve fra pårørende om problemet.
Det er vigtigt at denne træning er med frit valg! Alle ønsker at gøre så meget som de selv kan, med eller uden træning, men når kræfterne ikke slår til, er det vigtigt at vi hjælper, uden at beskylde folk for at være dovne eller krævende.
Den ældre skal have ret til at sige nej tak til træningen, uden at frygte et afslag på hjemmehjælp. Træning må ikke blive en spareøvelse!
Marie Louise Just
Byrådskandidat for Venstre