Bibliotek i byrummet - med Køge som forbillede
KØGE: Bibliotekerne i Køge Kommune har vakt stor opmærksomhed med konceptet om virtuelle reoler i byens forskellige rum, hvor man kan tage en e-bog eller en lydbog med på farten - heraf navnen BIB TO GO.
Konceptet har spredt sig til hele landet såvel til Sverige og Tyskland – endda kineserne har fået øje på idéen.
- ‘BIB TO GO' ligner en ganske almindelig biblioteksreol med et bredt udvalg af romaner, fagbøger og børnebøger. Hver titel har sin unikke QR-kode som man scanner med sin smartphone eller tablet – og vupti – så kan man læse eller høre bogen på eReolen.dk eller netlydbogen.dk, forklarer projektleder Jeppe Bjerregaard Jessen.
- Vores idé kom sig af, at vi ville give folk den tid, de så ofte mangler til at nå biblioteket i en travl hverdag. I ugens mange gøremål bliver turen til biblioteket ofte – og beklageligvis - udsat. Med BIB TO GO vil vi vise, hvordan de digitale bibliotekstilbud som f.eks. ereolen.dk og netlydbog.dk giver folk adgang til store mængder viden og læseoplevelser uafhængig af det lokale biblioteks åbningstider, fortæller bibliotekar Randi D. Petersen.
– Vi er p.t. aktuelle med BIB TO GO på Køge Marina og i Søndre Havn, siger projektleder Jeppe Bjerregaard Jessen. Placeringerne er i første øjekast utraditionelle, men vi har opdaget, at dette tvist har en god effekt. Både børn og voksne bliver nysgerrige og standser op, og så har vi opdaget, at mange begynder at tale om bøger og deler deres læseoplevelser med hinanden. Det er jo fantastisk, at vi kan få forbipasserende til at anbefale hinanden gode bogtitler og udveksle erfaringer med e-bøger og lydbøger, slutter Jeppe Bjerregaard Jessen.
pm