Fortsæt til indhold

Vejle-band opvarmer for Dúné i Bygningen

Det koncertaktuelle band Dúné har givet det lokale band Chasing Greenlights chancen for at møde et større publikum, ved at lade dem være opvarmningsband til en koncert i Bygningen.

Arkiv
Af Lasse Skov

”Vi kan sgu godt sætte gang i en fest,” siger Martin Gramfjeld, der er trommeslager i det Vejlensiske band Chasing Greenlights.
Det får bandet mulighed for, når de den 11. oktober skal varme op for det succesfulde band Dúné i Bygningen i Vejle. Det sker gennem projektet Local Heroes, der skubber ny musik på vej ved at involvere fans, skabe medieomtale og trække folk til spillestederne. Samtidig får Chasing Greenlights og andre bands mulighed for at blive indstiftet til den nylancerede Spar Nord Musikpris på 30.000 kroner.
”Vi synes Chasing Greenlights er et spændende bud indenfor den elektroniske rock. Vi glæder os til at se dem udfolde sig live på scenen og til at se det elektroniske møde det rockede. Vi tror, at den kombination kan resultere i en super fest,” siger Dúné om det unge band.

En ære

De fire 20-21 årige drenge fra Vejle, Martin, Jonas, Jacob og Mads er beærede over, at de er blevet valgt.
”Det er en kæmpe ære at varme op for Dúné. De er blandt vores forbilleder, og vi bruger selv nogle aspekter fra deres lyd i vores egne numre. Udover deres musik, er deres vanvittige energi på scenen også noget vi fokuserer meget på at få frem på scenen,” siger Jacob Gravesen, der er forsanger i bandet. Han spiller også både guitar og synthesizer.

Unge men erfarne

Selvom det er stort for bandet, at varme op for Dúné, så er de alligevel ikke helt uerfarne. De har netop fået udgivet en single på musiktjenesten spotify, efter at have vundet en talentpris på Samsøfestival og de har allerede spillet mange koncerter.
Bandet beskriver selv deres lyd, som 'elektronisk pop-rock med en snert af dubsteb', og nævner udover Dúne bands som Turboweekend, Spleen United, Carpark North og Veto, når de bliver spurgt om, hvilke bands de er inspirerede af.

Øveren lugter

Bandet er måske på vej mod stjernerne, men indtil videre øver de sig i et gammelt og småt øvelokale i en baggård i Vedelsgade.
”Det er et lille rum, der lugter og er ulækkert, men vi kunne være der døgnet rundt,” siger Martin Gramfjeld.
Lokalet er ikke fyldt med tomme øldåser, kun instrumenter og udstyr. Bandet har for længst lært at adskille fest og arbejde.
"Vi er fokuserede når vi øver, men pjatter når vi har pauser,” siger Jacob Gravesen.

Musik med vennerne

Nu drømmer de om at kunne leve af deres musik en dag, men lige nu skal der altså, arbejdes hårdt.
De har da også alle sammen et arbejde ved siden af, for at de kan finansiere bandet.
Men det har bandet ikke så meget imod.
”Det fedeste ved det hele er at spille musik med sine bedste venner,” siger Jacob Gravesen.