Sygehuset i Kolding får spritnyt laboratorium
Som et led i at omdanne sygehuset i Kolding til et af regionens fire akutsygehuse har regionsrådet i Region Syddanmark besluttet at etablere et helt nyt laboratorium på sygehuset
Region Syddanmarks regionsråd vedtog 23. september at afsætte 26,9 mio. kr. til at oprette et nyt produktionslaboratorium på sygehuset i Kolding. Efter åbningen i august 2015 vil personalet i det nye laboratorium stå for at håndtere og analysere blodprøver samt klargøre og udlevere blodprodukter til for eksempel transfusioner på sygehuset i Kolding.
"Baggrunden for beslutningen om at etablere laboratoriet er, at regionsrådet i december 2007 vedtog en akutplan for den fremtidige sygehusstruktur i Region Syddanmark. I akutplanen fremgår det, at sygehuset i Kolding i fremtiden skal være et af fire akutsygehuse med fælles akutmodtagelse i regionen, og det kræver en udvidelse af det eksisterende sygehus", forklarer regionsrådsformand Carl Holst (V):
"Et moderne laboratorium er selvsagt et vigtigt element i et nyt stort sygehus, hvor vi hurtigt skal kunne give patienterne en diagnose. Vi har fået penge af staten til kvalitetsfondsprojektet, som handler om at udbygge sygehuset til Trekantsområdets akutsygehus. Dette projekt omfatter dog ikke produktionslaboratoriet, og derfor er det rigtigt fint, at vi - ud af egen lomme – har fundet penge til at give laboratoriet et løft", siger han.
Det nye laboratorium placeres i det nuværende centralkøkken, hvis funktion flyttes til sygehuset i Vejle. Blodprøvetagning og donorfunktionen vil forblive i de eksisterende lokaler, der dog også udvides, og i fremtiden vil blodprøverne efter prøvetagningen blive sendt til det nye laboratorium med automatisk rørpost. Opdelingen skyldes, at man gerne vil holde patientrelaterede funktioner tæt på forhallen, så det bliver så nemt som muligt for patienterne at finde frem.