Fortsæt til indhold

Udenrigsministeren hjalp med at skyde SF’s valgkamp i gang

Arkiv
Rune Weitling

Der var minister-glans over foretagendet, da SF Esbjerg skød kommunalvalget i gang med udenrigsminister Villy Søvndal i fredags.
SF Esbjerg havde således inviteret partiets mest fremtrædende minister til det vestjyske for at hjælpe blandt andet den lokale spidskandidat Diana Mose Olsen med at promovere SF's politik på gader og stræder. Og begge kandidater har det ganske godt med valgkampe, fortæller de Lokalavisen Esbjerg.
“Det er altid godt at komme ud og møde borgerne,” fortæller Villy Søvndal, mens Diana Mose Olsen stemmer i:
“Ja helt bestemt. Og så er det et glimrende tidspunkt at gøre status over, hvad man har nået, og hvad man vil kæmpe for i fremtiden,” lyder det fra SF's lokale spidskandidat, som dog indrømmer, at en valgkamp ikke kun er lig med gode ting:
“Jeg synes, at valgkampe desværre også har en tendens til at bringe det værste frem i folk. Det har vi vist også oplevet i Esbjerg på det seneste. Det er ikke så rart,” lyder det fra Diana Mose Olsen, som dog melder sig helt klar til kamp.