Til kongeligt taffel på slottet
Tre lokale musikanter tilbringer efterårsferien blandt konger og dronninger på Koldinghus Slot
Christian 4. - Danmarks farverige konge og store bygmester – bydes igen velkommen tilbage til sit gamle kongeslot Koldinghus i skolernes efterårsferie. Tiden, museet genskaber, er renæssancen for 400 år siden, hvor Christian 4. jævnligt besøgte slottet med sin familie.
Det er i år 8. gang, museet levendegør renæssancen i uge 42 med projektet ”Kongen vender tilbage”. I 2006 var der 12 aktører til levendegørelsen - i år deltager over 60 udklædte fægtere, soldater, vagter, gøglere, musikere, tjenestefolk, dansere og mange, mange flere. Levendegørelsen i skolernes efterårsferie er meget populær hos museet gæster og tiltrak sidste år 6.000 besøgende.
Som noget helt nyt kan gæsterne i år opleve en hekseproces, ”Sagen Mod Maren Hanskone”, inspireret af sagen mod Krøbbel-Johanne, som i 1647 blev dømt skyldig i hekseri af byretten i Kolding og som straf blev brændt på bålet. I forbindelse med hekseprocessen mod Maren Hanskone, der er anklaget for trolddom og spøgeri bliver der bygget et bål i slotsgården. Det vides endnu ikke, om hun dømmes skyldig og i sidste øjeblik benådes af kongen!
Derudover kan gæsterne hver dag overvære et kongeligt taffel med tilstedeværelse af kongen og hans hof i Riddersalen – med skueretter af livagtige påfugle, fremvisning af mystiske gaver og underholdning og dans.
Hver dag kl. 11.00 byder museets gæster Christian 4. og hans hof velkommen med smagsprøver på dagens program: Der er gøgl, fægtedueller, musik og vagtskifte. Herefter kan man overvære en hekseproces, et kongeligt taffel, deltage i fægteskole, fange (stof)fisk i Den Kongelige Fiskedam, spille kegler, møde den grumme fangevogter, lave sin egen prangerpung eller klæde sig ud flotte kopier af renæssancedragter, lavet af Den Kongelige Systue.
Aktørerne i levendegørelsen er fra bl.a. Dronning Dorothea Teatret, Sct. Georgsgilderne i Kolding, Historicum fra Christiansfeld, renæssance-sanggruppen Bjælderne fra Haderslev, gøglere fra Århus og The Armoury fra Stouby.
Levendegørelsen finder sted fra mandag 14. oktober til lørdag 19. oktober, alle dage fra 11.00-15.00.