Spil skak på fredag
Hvidovre Skakklub holder Efterårsturnering
Skakturneringen afvikles på fredag den 18. oktober med en runde startende kl. 17.00 og to runder såvel lørdag som søndag med starttidspunkt henholdsvis kl. 10.00 og kl. 14.00. Turneringen er i år meget interessant, idet det er første år, at Jyske Bank - Hvidovre afdeling - er sponsor for turneringen. Det betyder, at der kan tilbydes flotte præmier og det medfører, at Hvidovre Skakklub kan præsentere den stærkest besatte skakturnering i klubbens historie. På nuværende tidspunkt er der til den bedste gruppe tilmeldt 6 spillere, hvoraf den højst placerede er international mester Thorbjørn Bromann. Thorbjørn blev allerede som 8 årig dansk mester i skoleskak. Blev derefter nordisk mester som 14 årig og dansk junior mester som 20 årig. Thorbjørn er i dag 34 år og tilhører den absolutte top i dansk skak. Herudover er der Dennis Jørgensen, der bor i Hvidovre, men spiller i Østerbro Skakklub og Dennis er i år blevet klubmester. En meget fin præstation, i det Øster Skakklub er en af landet stærkeste klubber, der tæller flere landsholdsspillere. Endelig er der Arne Walter Larsen fra Hvidovre Skakklub, der for nogle år siden blev Dansk Mester i Korrespondance Skak. Så der bliver kamp om førstepladsen i den bedste grupper. Herudover spilles der i minimum to andre grupper, hvor Hvidovre Skakklub er repræsenteret i begge. - Så har du lyst til at komme i klubben en af de nævnte dage og overvære skak på topniveau, så er du mere end velkommen og skulle du ved den lejlighed blive inspireret til selv at spille skak i Hvidovre Skakklub, så er der altid plads til nye medlemmer siger klubbens formand Jørn Brandt.