Tidligere testpilot har nu egen elbil
Efter at have deltaget i Test-en-elbil projektet i Sønderborg Kommune har Lone Thomsen fra Sydals købt en elbil, og det har ført mere med sig
41 procent af de adspurgte testpiloter i det landsdækkende forsøgsprojekt Test-en-elbil, som elbiloperatøren Clever står bag, fortæller, at de nu i højere grad end tidligere tænker over deres øvrige energiforbrug i hjemmet efter at have kørt i elbil i tre måneder i projektet. Dog siger 58 procent, at deltagelsen ikke har ændret noget videre på deres energiforbrug i derhjemme.
Til gengæld viser resultaterne fra projektet også, at 69 procent tager de gode vaner, som de har tillagt sig ved at køre i elbil, med over i deres benzinbil efter at have leveret elbilen tilbage. Dermed kører de længere på literen og sparer penge på benzinregningen.
En af dem, der nu sparer penge på benzinregningen, er Lone Klinge Thomsen fra Sydals.
"Når jeg kører i vores benzinbil, så kører jeg nu ekstremt fornuftigt, fordi jeg ved, hvor meget dyrere det er end elbilen,” siger hun til Clever.
Lone og familien har samtidig valgt at tage skridtet videre og har købt en elbil og ladeboks efter at have været med i projektet i Sønderborg Kommune. Først og fremmest fordi der er penge at spare for familien, men også fordi den er sjov at køre i.
”Netop fordi elbilen er så meget mere energirigtig end en benzinbil, så vil jeg altså have lov til at bruge en lille bitte del af overskuddet til at udnytte den hurtige acceleration, for eksempel i rundkørsler eller lyskryds, hvor det er nødvendigt at komme ud af startknapperne. Det koster ikke ret meget mere men giver meget mere daglig køreglæde. Og så skal de andre trafikanter heller ikke på nogen måde få bekræftet deres fordom om at en elbil er langsom. Tværtimod,” siger Lone Klinge Thomsen ifølge Clever.