Fortsæt til indhold

Førstehjælp i børnehøjde

Kommende skolebørn på førstehjælpskursus

Arkiv
Af David Foli

Skibby Hvordan ringer man efter hjælp? Hvad gør man, hvis en voksen ikke trækker vejret? Og hvordan giver man andre plaster på, hvis de er kommet til skade? Det kan 84 kommende skolebørn fra børnehusene i Dalby, Skuldelev og Skibby svare på. I disse uger er alle områdets skolebørn således i gang med et forløb, hvor de lærer førstehjælp. Det er John Petersen fra Simpel Førstehjælp, der står for kurset, som er blevet afholdt i Skibbyssen Børnehus på Marbækskolen. John Petersen har en baggrund indenfor redningsberedskabet og har i flere år undervist børn i børnehavealderen. Børnene blev undervist i, hvordan kroppen fungerer, og hvordan man undgår at komme til skade. Børnene lærte om farlige og ufarlige ting i hjemmet, blandt andet rengøringsmidler, tændstikker og strøm. Der blev også snakket om sikkerhed i trafikken, brug af sikkerhedssele og cykelhjelm. Børnene lærte også hvad man kan gøre, hvis nogen kommer til skade, lige fra hvordan man trøster og sætter plaster på, til hvordan man lægger folk i stabilt sideleje og tilkalder hjælp på 112. Alle børn har fået et diplom for deres deltagelse i kurset.