Kæmpemæssig solpark ved Danfoss
Ved hovedkvarteret i Nordborg er Danfoss lige nu i færd med at opføre en solcellepark på størrelse med 5-6 fodboldbaner
Danfoss opstiller nu en kæmpe solcellepark ved sit hovedkvarter i Nordborg. Anlægget vil kunne producere strøm svarende til årsforbruget i 400 enfamiliehuse og har en samlet kapacitet på 2,1 MW. Det vil stå færdigt og være i drift inden nytår.
Solcelleparken i Nordborg er led i Danfoss' målsætning om inden 2025 at reducere sin CO2 udledning med 25 procent og øge brugen af vedvarende energi med 25 procent. Ligesom Danfoss hjælper andre med at spare energi og CO2, arbejder virksomheden også selv med at reducere sine udledninger.
”For at realisere vores 3x25 målsætning kører vi både projekter, der skal spare energi på vores største fabrikker og øge brugen af vedvarende energi. Det nye solcelleanlæg er os bekendt det største i Norden og et skridt i en grønnere retning,” siger Torben Christensen, leder af Real Estate i Danfoss Global Services. Danfoss opfører også et 1MW anlæg i sit nye indiske hovedkvarter, som er ved at blive bygget.
Anlægget i Nordborg vil helt konkret bestå af 9.300 solpaneler, der bliver forbundet med 130 Danfoss invertere. Inverterne sørger for, at jævnstrømmen fra solpanelerne omdannes til vekselstrøm, der kan sluttes til elnettet. Solpanelerne bliver placeret på et 30.000 kvadratmeter stort areal, der svarer til fem-seks fodboldbaner. Marken foran hovedkvarteret er lige nu ved at blive ryddet og gjort klar til opstilling af anlægget.
Morten Buhl Sørensen, direktør for Danfoss Solar Inverters, glæder sig over, at Danfoss som industrivirksomhed går foran i omstillingen til vedvarende energi. ”Det bliver et anlæg, som vi stolt kan vise vores kunder, og samtidig et anlæg, som vi kan bruge til test af vores invertere i fremtiden.” Danfoss Solar Inverters samler alle aktiviteter, herunder produktudvikling, i Nordborg i løbet af 2013.