Fortsæt til indhold

Syv kandidater stiller op for Alssundlisten

Den nye partiliste er klar med kandidatlisten

Arkiv
Mikkel Hansen

Knap en måned efter at Karen Damm stiftede Alssundlisten, er partiet klar med kandidatlisten til det kommende kommunalvalg. Listen tæller syv kandidater.
"Jeg er på én gang både stolt, glad og meget ydmyg over den opbakning jeg har modtaget fra mange sider, siden jeg for små tre uger siden offentliggjorde, at jeg med egen liste genopstiller til Sønderborg Byråd," siger byrådsmedlem Karen Damm.
De syv kandidatnavne er ledsaget af en stillerliste med i alt 42 personer. Alssundlisten har dog endnu ikke fået nogen bogstavbetegnelse.
"Navnet Alssundlisten er valgt med omtanke. Sundet deler Als og Sundeved, men vi betragter nærmere det smukke farvand som en blå stribe, der binder områderne sammen. For os er det et mål, at alle borgere i kommunen skal have samme muligheder og vilkår, hvad enten de bor i Sønderborg by eller i en af kommunens øvrige byer eller landområder," fastslår Karen Damm.
Kandidaterne er opstillet i partilisterækkefølge, hvilket betyder, at de øverste på listen har størst chance for at komme ind.