Fortsæt til indhold

Projektet var dødsdømt

Arkiv
Arkiv

Det er altid nemt at være bagklog. Set i et bakspejl er det den nemmeste sag i verden at fortælle og forklare hvorfor noget gik, som det gik. Eller hvorfor noget ikke gik.. Men der er ikke tale om bagklogskab, når Hvidovre Avis ikke undrer sig over, at borgmesteren ikke fik held til at samle kommunalbestyrelsen i et bredt forlig om næste års budget. Det har vi nemlig skrevet fire eller fem gange på denne plads i løbet af de sidste tre måneder. Ingen skal være i tvivl om, at borgmesteren har brugt timer og dage og nætter i forsøget på at samle et bredt flertal. Det gik ikke. Siden arbejdede hun på dog i det mindste blot at skaffe et flertal - på bare 11 ud af de 21 medlemmer i kommunalbestyrelsen. Det gik som bekendt heller ikke. Derfor måtte kommunalbestyrelsen i sidste uge stemme budgettet hjem - punkt for punkt. Og heldigvis blev denne svære øvelse og udfordring tacklet modent og professionelt af hele kommunalbestyrelsen. Det gik godt. Hvidovre Kommune har derfor nu et budget for 2014 som alle borgere kan være trygge med. At der ganske tydeligt var enighed om måske 85 procent af de mange elementer et så stort og kompliceret budget består af viser, at det nok var viljen, der manglede. Og uanset hvem der påstår det modsatte, er det logisk, at oppositionen har en klar interesse i, at den socialdemokratiske borgmester ikke i den kommende valgkamp kan rose sig selv af, at hun samlede Hvidovre om et bredt funderet budget. Trods mange timers hårdt arbejde var det derfor et dødsdømt projekt, borgmesteren i denne omgang kastede sig ud i.