Malene kæmper på sjette år

Malene er en fighter af Guds nåde. Andre i samme situation ville sikkert forlængst havde opgivet kampen, men sådan er Malene ikke. Alligevel kan det somme tider være vanskeligt at holde hovedet højt. Ikke mindst når kampen ikke længere primært står imod sygdom og smerte, men imod uforståelige regler.
Det kræver en forklaring.
Malene har altid været en aktiv pige, og hele to uddannelser blev det til, før hun var landet på den hylde, som hun regnede med skulle være hendes. Hun var blevet skolelærer og glædede sig til at gøre en forskel.
Men Malene blev syg - meget syg. Til sidst kunne hun stort set ikke fungere, hverken på jobbet eller i fritiden. Dag efter dag blev tilbragt i sengen med migræner og ekstreme smerter i hele kroppen, og lægerne kunne ikke finde årsagen til de voldsomme smerter.
Malene blev sygemeldt, og det blev en sygemelding som trak ud. Hun er nemlig stadig sygemeldt nu fem et halvt år efter. I den første tid, hvor Malene intet kunne, blev hun gentagne gange arbejdsprøvet, med det resultat at man kunne konstatere at hun ikke kunne arbejde. Så det første år var hun på sygedagpenge. Dernæst ventede en tilværelse på kontanthjælp, men det skulle vise sig at Malene ikke behøvede at komme på denne ydelse. Hun havde nemlig - som en del af sin pensionsopsparing - en forsikring, der kunne træde til med en ydelse. Godt nok en ydelse, som er lavere end kontanthjælp, men en ydelse, der - grundet reglerne - betyder, at man ikke kan modtage kontanthjælp. Man skulle måske tro, at det var en fordel, at man har denne form for forsikringer, da man ikke kommer til at "lægge samfundet til last", men det skulle komme til at vise sig, at være en kæmpe ulempe for Malene.

Fandt løsninger

Smerterne gjorde på dette tidspunkt Malenes liv til et rent mareridt, men det skulle heldigvis blive bedre. Hun fik et godt råd, som ingen på dette tidspunkt havde tænkt på. "Måske er du intolerant overfor fødevarer," lød budet.
Man kan ikke bare lige blive testet for dette. Det kræver at man skal omkring et specialklinik, og at prøverne sendes til et laboratorium på den anden side atlanten. Med andre ord - det er dyrt!
Med venners hjælp lykkedes det dog at finansiere en undersøgelse på en privatklinik i Charlottenlund. Og resultatet var skelsættende. Malene er intolerant overfor en meget lang række vitale fødevarer, så hun var godt i gang med at slå sig selv ihjel, næsten hver gang hun spiste. Det betød en voldsom omlægning af kosten, og den dag i dag er der massevis af "almindelige" fødevarer som Malene ikke kan tåle. Men kostomlægningen var det hele værd.
"Jeg tror man kan sige at halvdelen af mine problemer forsvandt gradvist hen over en årelang periode," fortæller Malene, der på den måde fik tro og håb på fremtiden. Kroppen havde fortsat masser af problemer, men nu kunne hun handle. Det var her hun begyndte at mærke problemerne med at være på den særlige sygdomsydelse.

Hører ikke hjemme

"Min læge pressede på for at jeg skulle i en form for genoptræning. Han kunne godt se, at der var mange ting i kroppen, som skulle på plads efter så lang tids sygdom og sengeleje," fortæller Malene, der i flere tempi forsøgte at komme med på træningsprojekter for ledige.
Men svaret var ofte: "Havde du været på sygedagpenge eller kontanthjælp kunne vi sende dig i genoptræning. Men du er ikke vores "opgave" når du får penge andre steder fra," Andre gange blev hun blot afvist uden at årsagen blev oplyst. Atter andre gange lød beskeden: "Når du nu har fået det bedre, hvorfor går du så ikke bare ud og søger et arbejde i det antal timer du kan klare?"
De seneste år har Malene igen og igen forsøgt at blive arbejdsprøvet for at kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet. Men det er endnu aldrig lykkedes. I lange perioder har hun haft svært ved overhovedet at komme i kontakt med de skiftende konsulenter, hun har været tilknyttet. Og selv om hun, ved de sjældne møder, har haft den lokale formand for Lærernes Landsorganisation med som bisidder, er det endnu ikke lykkedes at komme ud af stedet.

Malene blev bedre

Til gengæld har Malene flyttet sig yderligere på det helbredsmæssige område. I det seneste år har hun, med hjælp fra venner og bekendte, modtaget behandlinger og trænet med kroppen, således at hun i dag er langt bedre rustet til en arbejdsprøvning end nogensinde før i sin sygdomsperiode: “Jeg kan jo ikke sige det præcist, men jeg er da langt bedre rustet. Jeg har afklaret mig med, at jeg måske ikke kan vende tilbage som skolelærer - og at jeg ikke er i stand til at arbejde i fuldt omfang. Men det frustrerer mig kolossalt at jeg ikke kan komme videre. Ingen har lyst til at sende mig videre, fordi jeg ikke ’hører til’,” fortæller Malene. Igennem sin sygdomsperiode har Malene Schwartz været tilknyttet jobcentrene i såvel Haderslev som Aabenraa kommuner, uden at det har gjort en forskel. Men måske er der lys for enden af den berømte tunnel: “Jeg er for kort tid siden flyttet, og er dermed kommet under Aabenraa kommune. Her har man meddelt mig, at man - i modsætning til Haderslev - har haft en konsulent til ’sådan nogle som mig’. Konsulenten har dog været overbebyrdet, så man har ansat en mere per 1. oktober. Meget tyder da også på at der sker noget, for Malene er indkaldt til møde onsdag i denne uge. “Så måske lykkedes det denne gang,” lyder det fra en 31 årige pige, der meget gerne snart vil tilbage til et mere normalt liv.