Bilist ramte Benjamin og stak af
Moderen efterlyser ulykkesbilist, der efterlod hendes søn alvorligt skadet uden at hjælpe
En cykelhjelm reddede sandsynligvis 13-årige Benjamin Warming, da han forrige søndag blev kørt ned i rundkørslen ved Møllehusvej-Fælledvej, hvor den kvindelige bilist stak af efter uheldet.
Benjamin Warming knaldede ind i bilen, der pludselig drejede ind foran ham, og smadrede baghovedet ned i vejen. Han er stadig rystet over hændelsen og øm i hele kroppen.
Den unge dreng viser Roskilde Avis, hvor uheldet skete midt på det blå cykelfelt. Oplevelsen sidder stadig i ham, og han kigger sig nervøst over skulderen, når han nærmer sig ulykkesstedet.
Cykelhjelm reddede hoved
Hans mor Anne Warming takker de højere magter for, at hendes søn er en ud af to elever i klassen, der kører med den livsvigtige cykelhjelm. Hun er sikker på, at ellers var hans hoved enten kommet slemt til skade eller at han var død. Hjelmen var totalsmadret efter uheldet.
Da ulykken skete, var Benjamin Warming netop på vej til fest hos en af sine lærere på Skt. Josefs Skole. Han glædede sig til en sjov dag med kammeraterne. I rundkørslen drejede bilen pludselig ind foran ham, så han kørte med fuld fart ind i siden på den.
Benjamin Warming fløj baglæns over asfalten og landede hårdt på jorden med cyklen over sig. Imens fortsatte den kvindelige bilist ned ad Møllehusvej og stoppede omkring 15 meter derfra.
En anden kvindelig bilist standsede med det samme midt i rundkørslen, og en dame på cykel gjorde det samme.
- De hjalp mig op og ind på fortorvet med min cykel og spurgte om jeg var ok, siger Benjamin Warming.
Gik bare igen
Uheldsbilisten kom kort efter hen til ham og spurgte, om han var kommet til skade. Benjamin fortalte, at han havde ondt i hovedet, nakken, benene og ryggen.
- Så gik hun bare igen uden at sige undskyld eller noget, fortæller han.
Siden da er han i mellemtiden blevet rigtig vred på kvinden, fordi hun bare lod ham stå der med ondt over det hele og en ødelagt cykel.
I mellemtiden var kvinden på cyklen kørt videre, men hun kom tilbage igen og spurgte, om hun kunne hjælpe ham med noget.
Benjamin ville ikke have hjælp, for han skulle jo til en sjov klassefest. Han tog derfor fat i cyklen, der var blevet så skæv, at han ikke kunne køre på den. Han støttede sig til den, fordi han havde ondt i benene og haltede forslået ind mod byen.
Det er så forkert
Da Benjamin nåede frem til festen, bad klasselæreren ham at ringe hjem til sin mor med det samme.
- Selvom han ikke sagde noget, kunne jeg jo godt mærke på ham, at den var gal, siger Anne Warming.
Mor og søn har efterfølgende været til læge, der konstaterede en hjernerystelse og muligvis et piskesmæld.
Anne Warming vil gerne have fat i bilisten, så hun kan få oplysninger til forsikringen. Men hun vil også gerne tale et alvorsord med hende.
- Hun skal forstå, at det ikke er i orden at efterlade en, man har skadet alvorligt, og slet ikke et barn, siger Anne Warming.
- Selvfølgelig kan man kvaje sig, men hun skulle have kontaktet mig og tjekket cyklen,
- Det er så forkert, siger Anne Warning, der mistænker kvinden for spritkørsel.
- Hvorfor skulle man ellers stikke af uden hverken at hjælpe eller giver kontaktoplysninger, undrer Anne Warming sig.
Hun har meldt episoden til politiet og søger nu vidner til ulykken, der kan hjælpe i sagen.
Benjamin Warming var så chokeret, at han ikke kan huske, hvordan kvinden så ud. Han mener, hun var omkring 55 år. Hvis man har set eller ved noget, kan man kontakte eller Roskilde Avis.
ag@roskildeavis.dk