Fortsæt til indhold

Dansk superstormester kom på besøg

Vellykket afslutning med Skak og Skate i den Gule Hal i Køge

Arkiv
Per Møller

SKAK: Som afslutning på tre sjove og lærerige dage med skak og skate i den Gule Hal i Køge gæstede Danmarks absolut stærkeste skakspiller – stormester (GM) Peter Heine Nielsen – Køge for at spille simultanskak med de 18 håbefulde børn, der var mødt frem til skaklig hygge i efterårsferien.
GM Peter Heine Nielsen brugte kun 50 minutter til at gøre arbejdet færdigt, men selv om 17 af de 18 havde tabt, var der en flok stolte børn, der efterfølgende stillede op til medaljeuddeling.
- Kun én, nemlig Mikkel Manosri Jacobsen, præsterede at holde remis mod stormesteren. Med stor kløgt lukkede Mikkel stillingen af, så der på et tidspunkt ikke var flere angrebsmuligheder, og GM Peter Heine Nielsen måtte tilbyde remis, fortæller Erik Carlsen fra Køge Skakklub til Lørdags-Avisen.
Peter Heine Nielsen havde travlt, men ikke mere travlt, end han havde tid til at få taget et gruppebillede med de stolte børn. Peter Heine Nielsen skulle skynde sig tilbage på hotellet for at forberede sig til det kommende parti i XtraCon Grand Master 2013. Et parti han i øvrigt vandt uden besvær.
- Efterårsferien har i det hele taget summet af skak. Asgård Skole danner nemlig rammen om såvel Nordisk Mesterskab samt XtraCon Grand Master 2013. Turneringerne afvikles under ét, men det er kun spillere registreret i de nordiske lande, der kan blive nordisk mester. GM Peter Heine Nielsen er storfavorit til at vinde titlen, men da der er 8 stormestre mere i turneringen samt 10 internationale mestre, der også gerne vil blande sig i præmiekapløbet, kan det godt gå hen og blive svært, siger Erik Carlsen.
Efter 3. runde er der kun 3 spillere med max. score ud af de 80 deltagere. Ikke overraskende 3 stormestre – nemlig Peter Heine Nielsen, Eduadas Rozentalis (Køge Skakklub) samt Yori Solodonichenko fra Ukraine.
Den unge Mikkel Manosri Jacobsen deltager også i turneringen. Efter den flotte remis mod Peter Heine i den Gule Hal gentog han bedriften ved at spille remis mod den svenske stormester Ralf Åkesson. Hele 2 stormesterremiser på en dag af den kun 13-årige dreng.
4. runde begynder i aften kl. 18.00 efter en reception på Køge Rådhus kl. 14.00 og et blindskakparti mellem Peter Heine Nielsen og turneringssponsor Henrik Mølvig på Asgård Skole kl. 15.30.
På skolen er alle velkomne og ellers kan turneringen følges live på turneringens hjemmeside www.skakturnering.dk/turnering/onm2013/hjemmeside/index.asp.
Den nordiske mester bliver kåret på søndag den 20. oktober kl. 16.00.

Gruppebillede efter simultanen.